Frederikshavn

Kaos på Kirkepladsen

Granitsten forsinket - Kirkepladsen første færdig til september

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

De store granitsten, der skal lægges på Kirkepladsen, kommer fra Kina og leverancen er forsinket. Det betyder, at pladsen ikke bliver færdig til tiden. Foto: Bent Jakobsen

FREDERIKSHAVN:Fodgængerne løber spidsrod mellem store gravemaskiner. De handlende er mere eller mindre spærret inde og brolæggerne må arbejde i et virvar af folk, der forsøger at komme forbi. Det er et dagligt scenarie på et af byens knudepunkter, Kirkepladsen og de tilstødende veje - og sådan vil det være en rum tid endnu. - Vi er desværre blevet forsinket i arbejdet, idet granitstenene, vi skal bruge, står på en kaj i Kina, fortæller projektleder Jørgen Anker Simonsen, Frederikshavn Kommune. Oprindelig var det planen, at arbejdet skulle være færdigt 22. juni. En dato som så blev ændret til 1. juli, men det holder heller ikke. - Realistisk set bliver pladsen først helt færdig til september, siger Martin Holleufer-Østergaard, salgskonsulent i euro-sten as, der har ansvaret for leveringen af granitstenene fra Kina. Hirtshals Entreprenørforretning, der er bygherre på projektet, havde ellers indkaldt ekstra mandskab for at få pladsen færdig til tiden, men uden sten at arbejde med nytter det ikke noget. Ifølge euro-sten as skyldes forsinkelsen en kombination af flere uheldige forhold: Dels blev produktionen af granitstenene forsinket på grund af en naturkatastrofe, der fyldte det store stenbrud med vand, dels foretrækker de store operatører på containermarkedet at sejle med trævarer og tøj fremfor granitsten og maskiner. - Det er de helt store virksomheder som Maersk og P O Nedlloyd, der styrer containermarkedet og det kan vi desværre ikke gøre så meget ved, siger Martin Holleufer-Østergaard. Han forventer, at de sten, der ér ankommet, bliver lagt og at der så bliver lagt en grusbelægning, så trafikken kan genoptages i et vist omfang, indtil de sidste sten kommer fra Kina. Paradoksalt nok ér leverancen af granitsten kommet til gågaden på strækningen mellem Skolegade og Teglgårdsvej, som efter planen skal stå færdig 1. november. For øjeblikket er hele Danmarksgade nord mere eller mindre gravet op. - Vi har valgt at tage alt ledningsarbejdet i ét hug, så vi ikke skal i gang med at grave vejen op igen næste forår, siger Jørgen Anker Simonsen.