Kaotisk feriestart - færge ramte molen

Hurtigfærgen til Kristianssand sejlede ind i molen og slog hul i en af pontonerne.

En hurtig indsats af specialister fra Hanstholm Skibssmedie sikrede, at en kaotisk feriestart for mange mennesker med hurtigfærgen til Kristiansand blev vendt til det bedre. Foto: Christina Larsen

En hurtig indsats af specialister fra Hanstholm Skibssmedie sikrede, at en kaotisk feriestart for mange mennesker med hurtigfærgen til Kristiansand blev vendt til det bedre. Foto: Christina Larsen

Tålmodigheden blev sat på en hård prøve for tusinder af turister både i Hanstholm og i Kristiansand, da hurtigfærgen til Kristiansand fredag morgen måtte returnere til Hanstholm efter få hundrede meters sejlads. Da ramte en ponton på den kolossale hurtigfærge ind i en mole, så der blev et hul. Men takket være en ny, hurtig indsats af Hanstholm Skibssmedie kunne færgen i aftes klokken 19 sætte kursen mod Norge med ni timers forsinkelse. Hurtigfærgen havde i går tre planlagte afgange klokken 10.15, 15.45 og 21.45. De to første afgange måtte aflyses. - Vi skar enden af den beskadigede ponton, og satte en ny spids på i aluminium, og klassifikationsselskabet Det Norske Veritas Danmark godkendte reparationen foreløbig, fortæller Jesper Pedersen fra Hanstholm Skibssmedie, sidst på eftermiddagen. - Dog skal der inden en måned laves en mere permanent udbedring af skaden, hvorefter skibet igen skal synes, sagde senior surveyor Erik Schou Christensen fra Det Norske Veritas Danmark. I mellemtiden var selskabets telefoner både i Danmark og Norge var blokeret af passagerer, der kun kunne holde og afvente i Hanstholm eller Kristiansand. I Hanstholm betød det er vældigt trafikkaos overalt, da uheldet skete på det værst tænkelige tidspunkt ved starten på industriferien. Den kaotiske situation gav også travle stunder hos Fjordline, der i dag og søndag har afgange til Bergen. Selv om der er udsolgt til begge afgange, hjalp Fjordline med at etablere en venteliste, så nogle af de strandede færgepassagerer måske kan komme med Fjordline til Egersund. Det oplyste bookingassistent Ulla Teilberg Pedersen fra Fjordline, som understreger, at man i en sådan situation altid forsøger at hjælpe hinanden. Fra Egersund til Kristiansand er der 192 kilometer. Det er langt, men trods alt bedre end at holde på kajen i Hanstholm. Det er kun 14 dage siden, at en anden færge, Fjord Lines ”Atlantic Traveller” fik et ugelangt ufrivilligt ophold ved kajen i Hanstholm efter at have torpederet en mole i havnen. Også her klarede Hanstholm Skibssmedie ærterne.