Kap Verde mister VM-chance på grund af ulovlig spiller

Kap Verde stillede en karantæneramt spiller, da holdet slog Tunesien 2-0 og spillede sig tæt på VM i 2014.

12. september 2013 15:56 - Opdateret 12. september 2013 15:57

Kap Verde mister VM-chance på grund af ulovlig spiller

Kap Verde er blevet frataget en gylden chance for at tilspille sig en plads ved næste års VM i Brasilien.

Den lille øgruppe vandt tirsdag højst overraskende med 2-0 over Tunesien og spillede sig frem til to playoff-kampe i oktober og november.

Det internationale fodboldforbund, Fifa, har dog pillet Kap Verde ud af playoff-runden igen, da holdet stillede med en ikke-spilleberettiget spiller mod Tunesien.

Fernando Varela fra Steaua Bukarest skulle aldrig have været på banen, efter at han i en kvalifikationskamp i marts angreb en dommer og efterfølgende modtog fire spilledages karantæne.

Playoff-pladsen går i stedet til Tunesien, der er blevet tilkendt en sejr på 3-0. Hvem, der skal være landstræner for tuneserne, er dog et åbent spørgsmål.

Landstræner Nabil Maaloul sagde nemlig sin stilling op onsdag i den tro, at Tunesien havde udspillet sin rolle i VM-kvalifikationen. Det skete med en hård kritik af flere tunesiske spillere.

- Dette var min sidste kamp som landstræner. Jeg kan kun undskylde for skuffelsen. Mine spillere var håbløse. Otte af de 11 spillere tog ikke noget ansvar, sagde Maaloul.

Kap Verde har ud over den sportslige straf modtaget en bøde på små 40.000 kroner.

Der er lodtrækning til de afrikanske playoff-kampe på mandag.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...