Kapel-regler ændres

Aalborg 3. september 2002 08:00

AALBORG: For eftertiden skal pårørende til døde, som anbringes i Aalborg Sygehus' Kapel, ikke opleve, at deres kære ligger i fem-seks dage uden at blive gjort i stand, fordi det er påske eller jul. Sygehuset ændrer procedure. Det sker på baggrund af NORDJYSKEs artikel i søndags, hvori Jane Loeb, Svenstrup, fortalte om, hvordan hun oplevede det som en uværdig afslutning på hendes mands liv, at han måtte ligge uvasket og usoigneret i kapellet alle påskedagene, fordi kapellets ansatte ikke gør lig i stand om aftenen og om natten og heller ikke i weekender og på helligdage. Hun fik endda en anden forklaring - nemlig at hendes mands lig ikke var frigivet af politiet, selv om det modsatte fremgik af de papirer, der fulgte med den døde. - Vi vil ikke have, at folk skal ligge så længe, siger sygehusdirektør Per Christiansen. Det laver vi om på. For eftertiden bliver der taget hånd om de døde på påskelørdage og, hvis julen falder, så det er nødvendigt, også i løbet af julen. Per Christiansen forklarer, at sygehusledelsen ikke, da Jane Loeb klagede over forløbet, var opmærksom på, at den drejede sig om den manglende soignering af hendes afdøde mand, altså et ressourceproblem, og at det er grunden til, at man sendte hendes brev til sygehusledelsen videre til kapellet uden selv at tage stilling til klagen. Jane Loeb er glad: - Det er godt, at andre nu ikke skal udsættes for den samme dårlige oplevelse, siger hun. Det var det, jeg gerne ville gøre mit til.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...