Kapitalfond køber Danmarks største taxaselskab

Dantaxi 4x48 er blevet solgt i den første handel efter en ny taxalov, skriver Berlingske.

En kapitalfond har købt Dantaxi 4x48. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/arkiv/Ritzau Scanpix
Erhverv 12. oktober 2018 13:02 - Opdateret 12. oktober 2018 13:24

Den tysk-svenske kapitalfond Triton har købt Danmarks største taxaselskab, Dantaxi 4x48. Det skriver Berlingske.

Prisen holdes hemmelig, men ifølge Berlingske har en pris på op imod en halv milliard kroner tidligere været nævnt.

Det er vognmændene, som tidligere har ejet selskabet, der har op mod 1700 taxier.

- Mange af vognmændene er oppe i årene, og de får et pænt beløb udbetalt, siger bestyrelsesformand Lars Christiansen, der selv er vognmand, til Berlingske.

- Det her giver vognmændene mulighed for at høste værdierne af det, som de gennem et helt arbejdsliv har opbygget. Det har jeg det rigtig godt med.

Dantaxi 4x48 arbejder i 54 af landets 98 kommuner. Det er dog hyppigst til stede i København, hvor flere end 1000 af selskabets taxaer kører rundt.

Handlen er den første, efter en ny taxalov trådte i kraft og banede vejen for et friere marked.

Branchen har i årtier været en af de mest regulerede i Danmark med fastlåste priser og et loft over antallet af hyrevogn på gaderne.

I 2017 blev det dog ændret, så selskaberne fik mulighed for selv at vælge priser efter særlige regler og på sigt også antallet af biler.

Hos Triton tror partner og senior industry ekspert Oscar Mosgaard på, at markedet vil vokse for selskabet:

- Vi tror, at markedet kommer til at vokse, og vi forventer, at der løbende vil være behov for en bedre kundeoplevelse, siger han til Berlingske.

Han fortæller, at Triton vil sende flere taxaer på gaden, hvilket kan betyde opkøb af andre selskaber.

Et andet af hovedstadens store taxaselskaber - Taxi 4x27 - er til salg for den rigtige pris, har direktør Thomas R.B. Petersen tidligere sagt til Berlingske.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...