Kapitalismen har spillet fallit

Kapitalismen har spillet fallit. Nu er socialismens tid på vej. Vel at mærke ikke den perverterede form, vi oplevede med Sovjetunionen og i dag med Kina, som har en blanding af planøkonomi og totalt uhæmmet kapitalisme, som har frembragt et samfund med millioner af superudbyttede arbejdere.

Vi skal have den ægte socialisme, hvor produktionsmidlerne er socialiserede (bragt under samfundets kontrol) og arbejderklassens råd regerer. Vi skal holde fast i nogle få, grundlæggende ting. For det første en drastisk reduktion af arbejdstiden, f.eks. til det halve. I dag er det muligt at producere fem gange så meget værdi på kortere tid end for 50 år siden. Skulle vi så ikke sige, at nu har vi produceret unyttigt tingeltangel nok, nu nedsætter vi arbejdstiden til det halve - så arbejderen og funktionæren får mere tid til at leve og tage del i samfundslivet (tage del i den demokratiske styring af samfundet) og kulturen. Det skal være muligt både at være arbejder og musiker, maler, fotograf, digter... Det samfundsnødvendige arbejde skal vi dele mellem os, på en måde, så de arbejdsløse og marginaliserede også kan tjene til livets ophold. Hvis vi kun arbejder halvdags, får vi tid til hele livet igennem at uddanne os, være kreative, slippe for fastlåste specialiseringer. Vi skal producere for de ægte behov med hensynet til naturen og klimaet i første række. Vi skal ikke producere for profit og privilegier. Vi skal bryde med den hellige private ejendomsret til produktions- og kommunikationsmidlerne. Hvordan kan vi sikre alles ret til en bolig uden at udfordre de private ejendomsbesiddere? Hvordan sikre, at produktivitetsstigningen ville blive brugt til at udvikle sundhedssektoren og uddannelsesområdet, hvis vi ikke udfordrer ledelsens despoti? Striden om privatisering eller offentlig service sætter tingene i relief. Skal vi sikre private selskabers profit eller skal vi have en velfungerende, socialiseret (ikke statsdrevet!) offentlig servicesektor? For det andet: Hvem skal tage de altafgørende beslutninger - arbejderklassens fællesskab eller finansmarkederne med deres hysteriske måde at fungere på? På børserne går tingene lynhurtigt. Men reelt demokrati kræver tid, når det ikke skal overlades til "eksperterne". Det forudsætter frihed til at vælge mellem forskellige muligheder, tid til at tage del i diskussionerne. Og de valgte repræsentanter i forskellige råd skal kunne trækkes tilbage med øjeblikkelig virkning af dem, der har valgt dem. Fagforeninger og bevægelser skal være uafhængige af partierne. Generelt skal der være selvstyre på så mange områder som muligt. For det tredje: Vi er nødt til at udvikle en international solidaritet der skaber med de undertrykte lande, som i århundreder har lidt under vores udplyndring og undertrykkelse. Bertolt Brecht sagde: "De stærke kæmper måske en tid. De endnu stærkere kæmper i mange år. Men de stærkeste kæmper hele deres liv igennem. De er uundværlige". Det er også den socialisme, vi vil have: den socialisme, der gør det størst mulige antal mennesker "uundværlige". (Inspireret af filosoffen Daniel Bensaid, der døde sidste år.)