Kapløbet om at løbe stærkest fra en aftale

Kun halvandet år efter det store dankortforlig spæner parterne i hver sin retning - væk fra aftalen

Erhvervsminister Bendt Bendtsens glæde var ikke til at misforstå, da han stod med en nyslået aftale om dankortet den 24. april 2003 efter et opslidende forløb. På papiret havde han de endnu våde underskrifter fra bankernes interesseorganisation Finansrådet, fra forretningernes brancheorganisation Dansk Handel & Service og fra borgernes talerør, Forbrugerrådet. Dermed var det lykkedes Bendt Bendtsen at demontere den bombe, som ellers havde tikket på skiftende erhvervsministres skrivebord i årevis. Dankortets fremtid. Men glæden blev kortvarig. Blækket nåede nemlig ikke at tørre, før enigheden mellem de fire aftaleparter brast. Få uger senere rasede borgere og forretninger over aftalen, og snart galoperede både parter og det politiske flertal væk for ikke at blive identificeret med den aftale, de selv havde signeret. - Det udviklede sig til en form for lurepasseri, hvor alle parter regnede med, at hvis bare de holdt fast på deres, så ville de til slut få det, som de ville have det, siger Peter Erling Nielsen, lektor i økonomi på Københavns Universitet. Han sad selv med i det betalingskortudvalg, som blev nedsat i 1984 i kølvandet på den oprindelige dankortaftale. Dengang, hvor hele landet så med skepsis på bankernes sære opfindelse. Forbrugere og butikker protesterede mod bankernes forslag om at indføre et elektronisk betalingskort, som skulle erstatte det folkekære checkhæfte. Til sidst fik bankerne lov - mod at det blev gratis for forbrugerne. Betalingskortet blev med tiden et folkeeje, og bankerne slugte gebyrtrangen indtil for få år siden. Også selvom de i bund og grund fandt det urimeligt. Derfor greb de chancen, da både udenlandske samarbejdspartnere som VISA og den almindelige teknologiske udvikling pressede på for et nyt og mere sikkert chipkort til erstatning af det gamle med magnetstrimmel. Kravet fra bankerne lød, at hvis de skulle stå for det nye kort, ville de også have lov til at opkræve gebyrer. Både Forbrugerrådet og forretningerne strittede imod, men frygten for, at dankort-systemet ville bryde sammen og blive erstattet af et væld af nye kort, fik dem til at skrive under på aftalen med Bendtsen den 24. april 2003. Her fik bankerne lov til at opkræve 50 øre per transaktion fra 2005 frem til 2010, hvorefter de højest må opkræve et gebyr svarende til halvdelen af omkostningerne. Butikkerne fik samtidig de første 5000 transaktioner om året gratis. - Forbrugerne i andre lande betaler gebyrer, der er tre til fem gange højere end det, som ligger i aftalen, argumenterede direktøren i Forbrugerrådet, Rasmus Kjeldahl bagefter. Hverken han, Dansk Handel og Service eller Finansrådet havde forudset det folkelige ramaskrig, som fulgte i kølvandet på aftalen. Først bukkede Dansk Handel og Service under for presset og undsagde aftalen, siden fulgte Forbrugerrådet efter. Det samme gjorde forligspartierne Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Ikke mindst da det billedløse kort dukkede op sammen med historierne om, at hverken chipkort eller terminaler fungerede. Partierne krævede lige før valget gebyret suspenderet, indtil et nyt system fungerede, hvilket parterne afviste. I valgkampens første dage fik statsministeren nok og krævede gebyrsagen lukket, hvorefter Bendtsen gik ud og lovede, at gebyret ville blive fjernet. Sidste uge foreslog han så at forbyde butikkerne at sende gebyret videre til forbrugeren. Den model stritter alle parter undtagen bankerne imod. Imens har Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti foreslået, at bankerne opkræver gebyret direkte hos forbrugeren. Det vurderer økonom Peter Erling Nielsen umiddelbart som den mest sandsynlige løsning, selvom det kan være svært at se forskellen for forbrugeren fra den nuværende model. Men uanset resultatet, tilføjer han, kan man være sikker på, hvor regningen ender. - Der er kun én, der kan betale det her, og det er forbrugeren.