Lokalpolitik

Kaptain: - Ole vil bare genvælges

At Ole Rørbæk Jensen nu er sprunget ud som socialdemokrat, får ingen betydning for den parlamentariske situation i Frederikshavn Byråd - eller for det næststørste parti, Venstre.

Det siger Venstres gruppeformand, Hans Jørgen Kaptain. - Det kan være, at byrådsmøderne bliver noget kortere, nu hvor Ole Rørbæk ikke behøver skælde ud på mig og Venstre, men kan overlade den del til Socialdemokraternes gruppeformand, siger Hans Jørgen Kaptain. Han mener, at Ole Rørbæk hele forløbet har været "forlovet" med borgmester Erik Sørensen og Socialdemokraterne. - Det som seriøst kan bekymre mig, er Oles ukritiske lovprisning af Socialdemokraternes såkaldt visionære politik. Betyder det, at han nu giver los og lov til at bruge penge, som vi ikke ved, om vi har. Hvad med prisen på Værkergrunden, på rådhusrenoveringen og på Forsyningen? Hvis det skrider, forsvinder grundlaget for borgmesterens store plan, og så er jeg spændt på at se, om Ole Rørbæk tager økonomisk ansvar. Han har hele sit liv været liberal. Hans Krarup Olesen må undre sig og Oles gamle far ville rotere i sin grav, hvis han hørte, at Ole nu er socialdemokrat. Den eneste bevæggrund er, at han vil genvælges, siger Hans Jørgen Kaptain.