Kaptajn Gråskæg kommer fra Skræm

11 nordjyske havne får besøg af skonnerten "Brita Leth" hvis last består af børnekultur

Børnepasning 30. juli 2003 08:00

SKRÆM: Når børnekulturprojektet "Skibet er ladet med" stævner ud fra Hirtshals Havn mandag 11. august, er det 54-årige Ernst Randbøll, Skræmvej 143, der ombord har rollen som Kaptajn Gråskæg. I løbet af de følgende fire uger besøges en række nordjyske havne som led i Den Regionale Kulturuaftale, Nordjyllands Amt og 14 nordjyske kommuner har indgået. - Det er et delmål for aftalen, at styrke den kulturelle dimension i børnenes hverdag og medvirke til igangsætning af initiativer i regionen, som kan skabe øget kvalitet, sammenhæng og overblik i udbuddet af kulturtilbud til børn, fortæller Karsten Højen, regional børnekonsulent. Målgruppen er børn i alderen tre til 10 år. Der vil være to multiforestillinger på og ved skibet af ca. to timers varighed. Hver af disse kan rumme maksimalt 300 børn . Klap for øjet Ernst Randbøll optræder ombord på skonnerten "Brita Leth" som vaskeægte sørøverkaptajn med klap for øjet. Han er uddannet pædagog med hang til træskibe og godt sømandskab. - Jeg har en baggrund som både styrmand og pædagog, så denne opgave er lige mig, fortæller Ernst Randbøll. Han stod til søs i 1966, kom på Skoleskibet Danmark året efter, inden han gennem rederiet A.P. Møller fik en navigatøruddannelse. Denne var kun lige kommet i land, da han 1971 begyndte på en pædagoguddannelse, der blev afsluttet to år senere. - Jeg kom derefter til Kokkedal, hvor jeg var i 10 år. Først var det et drengehjem og senere et behandlingshjem for adfærdsvanskelige drenge og piger. I 1983 kom Ernst Randbøll til institutionen Sølager ved Lynæs, hvor han blev styrmand på deres træskib. I den periode var han på vandet 14 dage ad gangen og hjemme i Skræm i 14 dage. Efter at være ramt af to blodpropper blev Ernst Randbøll pensionist. - Det lød som en spændende udfordring, da Karsten Højen spurgte, om jeg ville være med i dette projekt. Jeg havde på Sølager truffet Otto Leth, skipper på "Brita Leth", og så var pludselig aftaler med både skib og sørøverkaptajn på plads. Alle er velkomne Fjerritslev Kommune er med i projektet. Skoleelever samt børn fra institutioner og pasningsordninger kan sammen med deres lærere og pædagoger aflægge besøg på skibet og de to telte opstillet i land. - Forældre og bedsteforældre er også velkomne til at besøge skibet sammen med børn og børnebørn, fortæller Karsten Højen. Skibet gæster Løgstør Havn mandag 1. og tirsdag 2. september, hvor arrangementerne er rettet mod børn fra Løgstør Kommune, mens det næste besøg i Løgstør mandag 8. september er målrettet børn fra Fjerritslev Kommune.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...