Færdselsforseelser

Kaptajn havde alkohol i blodet efter grund-stødning

KØBENHAVN:Behovet for promillegrænser for søfolk blev natten til fredag understreget endnu engang, da fragtskibet "Munzu" stødte på grund på den kunstige ø Peberholm. Kaptajnen på skibet var alene på broen og faldt formentlig i søvn før grundstødningen. Ifølge politiet i Tårnby har blodprøver efterfølgende vist, at kaptajnen havde alkohol i blodet, da prøverne blev taget et par timer efter grundstødningen. - Det er ikke det samme som at sige, at han så definitivt har været beruset under sejladsen. Han kan have drukket efter grundstødningen, men det er nogle ting, der vil blive belyst under en eventuel retssag, sagde politikommissær Ole Skov Jensen fra Tårnby Politi. Politiet ønsker ikke at oplyse størrelsen på promillen, men siger, at den ikke var "meget høj". Det var til gengæld promillen hos den styrmand på coasteren "Karen Danielsen", der 3. marts kolliderede med Storebæltsbroen. Styrmanden mistede livet ved sammenstødet ligesom der skete materielle skader på broen. Ulykken fik efterfølgende erhvervsminister Bendt Bendtsen (k) til at fastslå, at der skal indføres faste promillegrænser til søs - på samme måde som når man kører bil på vejene. Ole Skov Jensen i Tårnby Politi kan kun tilslutte sig ministerens linje. - Der bør helt klart være faste promillegrænser til søs. Nu går vi ind i sommerperioden, hvor vi også ofte oplever mindre uheld med småskibe, hvor der er alkohol involveret, siger politikommissæren. Grundstødningen for "Munzu" skete omkring en kilometer vest for Øresundsbroen, hvor skibet var på vej nordover med Norge som slutposition, da det pludselig kom ud af kurs og gik på grund ved Peberholm. Der er ingen tilskadekomne blandt den syv mand store besætning og ingen tegn på olieudslip eller lignende fra "Munzu", der er indregistreret i Belize. Det næsten 52 meter lange skib skal nu undersøges for skader af Søfartsstyrelsen, før det trækkes fri af Peberholm. /ritzau/