Kaptajnen går efter en guldhjelm

Mike Grey forventer en lang finaleserie mod Herning Blue Fox, og han tror på en nordjysk titel.

Mike Grey og White Hawks havde meget at juble over i sidste sæsont. Foto: Carl Th. Poulsen

Mike Grey og White Hawks havde meget at juble over i sidste sæsont. Foto: Carl Th. Poulsen

Kaptajn Mike Grey gik forrest, da White Hawks med en fornem 3-0 sejr i den sjette semifinalekamp mod SønderjyskE sikrede sig adgang til DM-finalen mod Herning Blue Fox, og den 35-årige veteran er bestemt ikke træt endnu, selv om sæsonen har været lang. - Der er altid kræfter til en finaleserie, og vi går naturligvis efter guldet. - Nu har vi en hel uge til den første finalekamp, og selv om vi ikke har haft det godt med netop Herning i grundspillet, tror jeg selvfølgelig på vores chance, siger Grey. - Grundspil er én ting og en finaleserie noget helt andet, så vi finder de nødvendige ressourcer. - Og med en kulisse som den i aften mod SønderjyskE med 2139 på lægterne kan jeg ikke forlange mere. - Finaler bliver man aldrig træt af, så jeg glæder mig vildt, siger høgenes kaptajn, der scorede det vigtige mål til 1-0 mod sønderjyderne. Også målscoreren til 2-0, Morten Lie, var en glad mand. - Vi spillede vel sæsonens bedste kamp og leverede virkelig varen på det rigtige tidspunkt. - Sønderjyderne virkede trætte og slidte, og derfor var det ikke voldsomt svært denne gang at hive sejren i land. - Og nu gælder det en fantastisk finaleserie, hvor alt kan ske, jubler Morten Lie.