Kaptajnen går med sindsro fra borde

Ole M. Jensen forlader skuden i Feriecenter Skallerup Klit

Hjørring 27. september 2002 08:00

SKALLERUP: Efter 12 år som kaptajn på det gode skib "Skallerup", der er synonym med Skallerup Klit Feriecenter, går Ole M. Jensen af i dag. Han overlader roret til sin efterfølger, Gunnar Schmøkel, der kommer fra en post som afdelingsdirektør i Danske Bank i Hjørring. Feriecentret har efter krigens tid, hvor det blev ombygget fra flygtningelejr til et sted for turister, altid brugt maritime navne, og den gamle kaptajn på 66 år har ført sit skib sikkert og godt gennem rev og skær. Da Ole M. Jensen kom til i 1990, var det en underskudsforretning med kun to millioner i egenkapital. Omsætningen lå på 10 millioner. I dag er omsætningen på godt 40 millioner, og egenkapitalen er steget til nogenlunde det samme. Hvis man tager hele centret med, vandland, købmand, restaurant og Klithusegården, ligger omsætningen på 75-80 millioner, så det er helt anderledes tal, Ole M. Jensen i dag kan aflevere til sin efterfølger: - Produktet var ikke for godt i 1990, så det gjaldt om at finde det rigtige, siger Ole M. Jensen i dag. Så jeg måtte i gang med skemaundersøgelser, og ikke mindst anskaffelse af midler. Her havde jeg mange møder med Arbejdsmarkedets Feriefond, og de var heldigvis med på ideerne. Ellers kunne vi ikke lavet det her, siger Ole M. Jensen, som udviklingsmæssigt peger på et moderne vandland og over 200 feriehuse og -lejligheder, der står klar til at modtage de mange gæster. Antallet af overnattende gæster i år vil ligge på omkring 320.000, men feriecentret har også landets højeste belægningsprocent, således lå den i juli på 97 procent.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...