Planteavl

Kar­tof­fel­av­lerved et til­fæl­de

En af de få kvin­de­li­ge av­le­re bor i Vild­mo­sen

Anni Eriksen kan ikke forestille sig at lave andet end at være kartoffelwoman i vildmosen.FOTO: Martin Damgård

Anni Eriksen kan ikke forestille sig at lave andet end at være kartoffelwoman i vildmosen.FOTO: Martin Damgård

AABYBRO:9. november 1996. Anni Eriksen har netop fået besked på at hendes mand, Hans Peter, er omkommet ved en drukneulykke på Saltum Strand. Hendes verden ramler, hun står alene tilbage med hendes tre børn, en stor gård i Vildmosen og ikke mindst sorgen. Hun overvejer at sælge Brunmosegård, men husker så på hendes fars ord. ”Du kan ikke sige nej, før du har prøvet det”. Og det blev starten på en tilværelse som kartoffelavler for den nu 49-årige Anni Eriksen, der i daglig tale kaldes ”kartoffelwoman”. En beslutning hun aldrig har fortrudt. - Jeg har det godt, og jeg har mange gange sagt, ”hold kæft” hvor var det godt, jeg ikke solgte. Jeg er glad for at være her og jeg har det godt med at være min egen herre, siger Anni Eriksen. Sammen med tre medarbejdere, blandt andet hendes ældste søn, dyrker hun 200 hektar jord, heraf er de 68 hektar med kartofler. Det bliver til årsbasis til mellem 25-30.000 tønder vildmosekartofler og Anni Eriksen er i gang med en udvidelse i form af et maskinhus og et 700 kvadratmeter stort kølerum. En investering til tre mio. kroner, som bankmand Erik har skubbet meget på for, at hun skulle springe ud i. Hun arbejdede på kontor, da hun hovedkulds blev kastet ud i en tilværelse som kartoffelavler. - Jeg har af og til sagt, ”HP hvad vil du gøre”, siger Anni Eriksen, der samtidig er overbevist om, at han vil være stolt over, at hun ikke gav slip på gården. Brunmosegård ligger omkranset af flade marker og en stor have med rododendroner og lysthus til at slappe af i, når tiden tillader det og det gør det sjældent. Enten er Anni Eriksen beskæftiget ved sorteringsbåndet, hvor hun holder nøje med, at kartoflerne er, som de skal være eller hun er i færd med at udvikle nye kartoffelopskrifter, familien, binde kranse eller andre kreative sysler. I øjeblikket bliver markerne på Brunmosegård sået til, lidt senere end sædvanligt på grund af den hårde vinter. Kartoffelhøsten starter i august, og Anni Eriksen håber en god sommer. - En god sommer for mennesker plejer også at være en god sommer for kartofler, siger Anni Eriksen. Og på spørgsmålet om hvad der kendetegner en god kartoffel, lyder svaret prompte fra Anni Eriksen. - Det er en fra vildmosen.