Karakterer igen på nettet

KØBENHAVN:Karaktererne fra sommereksamen 2003 på landets gymnasieskoler og hf-skoler er nu igen lagt ud på Undervisningsministeriets hjemmeside. Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) fjernede i juli karaktererne, fordi oplysningerne viste sig at være ufuldstændige, men de komplette indberetninger er nu tilgængelige. Med loven om Gennemsigtighed og Åbenhed fra juni 2002 besluttede regeringen at stille krav til de enkelte institutioner om, at en række relevante oplysninger, herunder karakterer, skal være tilgængelige på institutionernes hjemmesider. Ud over karaktererne drejer det sig om oplysninger om institutionen, læseplaner, aktuelle fagudbud, skolens værdigrundlag og evaluering af kvaliteten af undervisningen. - Selv om der ikke kan sættes lighedstegn mellem kvaliteten af en uddannelsesinstitution og elevernes faglige færdigheder, så er det klart, at elevernes faglige niveau påvirkes af den undervisning, de får. Ledelse og lærere rundt omkring kan gøre en forskel, siger Ulla Tørnæs i en kommentar. Hun vil gerne opfordre til at undgå en ufrugtbar og polariseret debat om karakterer. - I stedet vil jeg opfordre til, at det debatteres, hvordan borgerne bedst får reel og brugbar information om skolerne, og dernæst at give de enkelte skoler mulighed for at lade sig inspirere af de gode eksempler, siger Ulla Tørnæs. /ritzau/