Karantæne fra diskotek efter vold

MORS:Fire unge mænd må fremover finde sig et andet sted at gå i byen end Frk. Natasja i Nykøbing Mors. Fredag nat var de fire unge fra Jebjerg taget til Mors for at feste. Men tidligt lørdag blev politiet tilkaldt, fordi gæsterne var kommet i slagsmål med indehaveren af diskoteket. Den ene af mændene gav indehaveren en knytnæve i ansigtet, men hans tre venner var også indblandet i klammeriet. De fire mænd har overnattet i detentionen og er sigtet for værtshusuorden. De fik med det samme karantæne fra diskoteket i to år.