Skolevæsen

Karate for hele livet

Aalborg Karate Skole vil have tanker om image og synlighed bygget klart ind i klubbens strategi

Ka­ra­te er for ud­øve­re i alle ald­re - også i Aal­borg Ka­ra­te Sko­le, hvor man­ge over 50 år prø­ver kræf­ter med spor­ten.

Ka­ra­te er for ud­øve­re i alle ald­re - også i Aal­borg Ka­ra­te Sko­le, hvor man­ge over 50 år prø­ver kræf­ter med spor­ten.

AALBORG:Karate for livet! Med dette slogan har Aalborg Karate Skole budt medlemmerne velkommen til en ny sæson. Karate er en vej til fysisk sundhed og god form. Det er en vej til at kunne forsvare sig selv, skulle det blive nødvendigt. Og endelig er karate ikke noget man bliver for gammel til at dyrke. Karate er for livet. Det bliver igen en sæson med masser af udfordringer. Her i foråret skal værtsrollen forud for Ungdomslegene gennemtænkes, og selvfølgelig skal strategien for deltagelse i og medaljeambitionen ved de nationale og internationale stævner på plads. Men den største udfordring er stadig karate sportens image og synlighed. Karate er på landsplan ikke nogen kæmpe. Med godt 8.500 medlemmer under Dansk Karate Forbund er der færre udøvere end der er skisportsaktive i det sneforladte Danmark. Karate har dog næsten dobbelt så mange udøvere som søsterkampsporten taekwondo. Og taekwondo er olympisk idrætsgren. I Aalborg Karate Skole har vi søgt at tænke spørgsmålene om image og synlighed direkte ind i klubbens strategi. Vi ser det som vigtigt at kunne bidrage til oplysning om, hvad karate er, når der i pressen for eksempel noteres, ”at slagsmålet blandt de unge festgæster blev startet af et karate spark”. Eller noget i den retning. For det andet kræver markedsføring et solidt stykke benarbejde, ikke mindst med at få opsat plakater og omdelt løbesedler. Den opgave løser vi ikke mindst ved at få hele klubben til at arbejde sammen. Alle tager en markedsføringstørn. Ikke fordi vi vil være den største klub i Danmark, men fordi vi vil have liv i klubben. At kunne byde vores nye medlemmer velkommen i klubben, er bestemt også et spørgsmål om image. Det er en lille ting, som gør en stor forskel. Traditionelt set indebærer karate, at man ”underkaster” sig en mester og indordner sig under kravet om disciplin. Det er helt klart en styrke ved karate, at vi lærer at kontrollere os selv, fysisk og mentalt. Det er dog mange år siden, at karateudøverne bukkede og skrabede for deres sensei (den øverste og højstgraduerede instruktør). Men vi står i dag med den udfordring at fremstå som mere imødekommende. Det er altså ikke farligt, når en karateudøver med sort bælte kommer hen og vil hilse på. Den tomme hånd kan også bruges til at sige pænt goddag, og velkommen til. Aalborg Karate Skole er på landsplan en af de større. Kraftcenter for Dansk Karate Forbund. Og vi er en af de ”gamle” unge klubber, som kom til i 1970’erne ovenpå filmindustriens stjernespark, Bruce Lee. Måske er nostalgi en af grundene til, at vi har oplevet en overvældende fremgang på seniorsiden. Det er da også et frisk budskab 50-plus-generationen sender os: Vi vil også realisere os selv, med lidt spark i. For selvom meditation og yoga er okay, og selvom østens mystik og kamphåndværk måske trækker lidt, så føler man sig i live efter en omgang karate. Karate for livet!