Karateklub parat til charmeoffensiv

Kampsport 27. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Onsdag 2. oktober byder Frederikshavn Shotokan Karate Club på åbent hus i klubbens lokaler i Abildgårdskolens hal, og der bliver både opvisning og en chance for de uøvede til at prøve karate-sporten. Karateklubben har i øjeblikket omkring 80 medlemmer, men ifølge en rutineret kæmper, Ole Nielsen, er der plads til en del flere. - Vi vil gerne fortælle alle interesserede, hvad vi beskæftiger os med i en karateklub og hvordan en træningsaften afvikles, samtidig med at der kan stilles spørgsmål. Både klubbens bestyrelse og instruktører vil være til stede. Ole Nielsen er sammen med Jens Holtegaard højst gradueret i Frederikshavn Shotokan Karate Club. Begge er 5. dan og har således sort bælte. De fungerer som instruktører i klubben og har trænet karate i flere end 25 år. Desuden har klubbens stab af instruktører alle været på licenstrænerkurser under Shotokan Karate International Federation (SKIF) og Dansk Karate Forbund, og både Ole Nielsen og Jens Holtegaard har A-licens, som er den højeste instruktørlicens, der kan opnås. De har begge ret til at lave gradueringer for eleverne, og den frederikshavnske klub er medlem af Dansk Karate Forbund, der er et underforbund til Danmarks Idræts Forbund. Aldersmæssigt strækker Frederikshavn Shotokan Karate Club sig fra otte til over 50 år, men reelt er der ingen aldersgrænse. - Karate er sundt for alle aldre, og man kan selv bestemme, om man vil træne det som sport, motion, selvforsvar eller alle tre dele, siger Ole Nielsen, der naturligvis håber på stort rykind på onsdag. jop

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...