Karavane frem mod fremtiden

Eleverne på Hjørring Gymnasium og HF-Kursus hørte om uddannelser

HJØRRING:Hjørring Gymnasium og HF-Kursus havde i går én times besøg af UddannelsesKaravanen, som for niende år er arrangeret af det københavnske firma Andersen og Bjørnskov. Det er et tilbud til skolens elever om at komme ind i festsalen for at høre om 90 forskellige uddannelser. Der var dog ikke 90 stande i salen: - Der er simpelthen ikke plads til så mange, når vi rejser rundt og stiller op i festsale og gymnastiksale. Derfor er flere fag slået sammen. For eksempel er pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsbranchen samlet på én stand, ligesom akademiuddannelserne repræsenterer 17 forskellige uddannelser på ét sted, fortæller Kia Øland fra det arrangerende firma. Mange af eleverne på Hjørring Gymnasium og HF-Kursus benyttede sig af besøget til at orientere sig om mulighederne for fremtiden. Og der er rift om dem: - Mange uddannelser og virksomheder vil gerne med på UddannelsesKaravanen, fordi de alle sammen gerne vil have fat i de bedste elever, siger Kia Øland. Mia Stehr og Mariam Qaium fra skolens 1. p stillede op hos stationsleder Helge Jessen for at høre om, hvordan man bliver politibetjent Mariam vil måske gå den vej. På 11 uger har UddannelsesKaravanen besøgt 97 skoler over hele landet.