Karby Kirke fik sin "babyfærge"

I forbindelse med høstgudstjenesten blev modellen af Næssundfærgen indviet som kirkefærge

Kirkeskibsbygger Steen Zoffmann får æren af at hænge modellen op i kirken. Foto: Diana Holm
Kirkeskibsbygger Steen Zoffmann får æren af at hænge modellen op i kirken. Foto: Diana Holm

KARBY: Søndagens høstgudstjeneste i Karby Kirke var usædvanlig festlig, for den dannede ramme om en indvielse af et helt særligt kirkeskib, der er knyttet til egnen.

Modellen af Næssundfærgen er bygget af Steen Zoffmann, Hedensted, der er pensioneret snedker og skibsfører.

"Lille Næssie" fik en tur på Limfjorden med sin moderfærge sammen med en stor flok af mennesker, før den blev båret ind i kirken.

Sognepræst Benedicte Tønsberg drog i sin prædiken en parallel til de traditionsrige høstgudstjenester, hvor neg eller frugt var båret ind i kirken - og måske var der samtidig barnedåb.

- I dag er barnet, høsten, frugten, som er båret frem så en velskabt babyfærge på lige omkring 15 kilo, sagde Benedicte Tønsberg.

Menighedsrådsformand Klaus Nørgaard Mogensen glædede sig over, at så mange var kommet for at deltage i begivenheden, hvor kirkefærgen kom op at hænge.

Steen Zoffmann takkede menighedsrådet og præsten, og han glædede sig over at have medvirket til at skabe en model af færgen, der har så stor betydning i lokalsamfundet.

- Jeg føler, det er en rigtig stor ære at have fået lov til at lave et skib til jer, sagde han.

Steen Zoffmann har tidligere lavet 16 kirkeskibe.

Nu er han på udkig efter en ny kirke, der har brug for et skib.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden