Karen pisker også partifællerne

Byrådsmedlem opfordrer investorer i bymidten til at træde offentlig frem med planerne

Farsø 14. september 2002 08:00

FARSØ: Venstre-byrådsmedlem Karen Madsen, der på byrådsmødet onsdag sendte en sand bandbulle afsted mod sparekassen og hurtigt indkasserede kritik fra både partifællerne som S-gruppeformand Jens Chr. Pedersen, har ikke tænkt sig at stikke piben ind. Tværtimod. Hun er imod at spendere 225.000 kommunale kroner på en arkitektkonkurrence om udseendet af Farsøs bymidte, fordi der ikke ser ud til at blive penge i 2003-budgettet til den landsby-ordning, som hendes parti foreslog sidste år. Desuden har hun en oplevelse af, at sparekassen og de øvrige investorer i forvejen har bestemt, hvordan to-tre nye bygninger i bymidten skal ske ud, og hvor de skal stå. Og den slags pression vil hun simpelthen ikke bøje sig for. Kan tåle høvl - Vi oplever den ene gang efter den anden, når vi sidder og snakker om tingene, at vi får at vide, hvad sparekassen gerne vil have - og så gør vi som regel bare det. Sådan har det i hvert fald været i det trekvarte år, hvor jeg har siddet i byrådet. Og det kan jeg bare ikke have, forklarer Karen Madsen. Har hun et princip, går hun generelt ikke alt for gerne på kompromis. Er hun grundlæggende på kant med andre, kommer det åbent frem - hvad der i vinter også ramte både Alternativlistens Thorkild Fransgaard og den konservative Jette Thomsen, som hun beskyldte for at "opføre sig som fornærmede børn" efter byrådsvalget. Og partifællerne skal altså heller ikke føle sig alt for sikre på, at hun holder mund, hvis hun føler principperne gået for nær. - Jeg kan godt tåle nogle høvl og mener absolut ikke, at det kan være meningen, at vi bare skal løbe bagefter sparekassen, siger den 56-årige sygehjælper fra Gatten, der ved valget i fjor strøg ind i byrådet foran Tage Jensen og Randi Støttrup, to af partiets veteraner. Stå åbent frem Venstres gruppeformand, Kurt Friis Jørgensen, og veteranen Tage Jensen forsøgte under byrådsmødet at forklare hende, at hun må have misforstået orienteringen om bymidte-projektet, og at sparekassen kun står bag ved de virkelige investorer bag renoveringen af Farsøs bymidte. Men det svarer ikke til Karen Madsens indtryk. - Det kan da godt være, at de siger sådan. Men jeg oplever gang på gang, at der sker nogle ting, og at folk dækker sig bag sparekassen. Og det kan ikke være meningen. Det vi fik at vide, da byrådet blev orienteret om bymidte-projektet af investorerne, var, at de bygninger, som man havde fået tegnet, ikke kunne ændres. Det var godt nok ikke sparekassen, der sagde det. Det var en af de andre investorer. Og hvis det forholder sig sådan, at der er fastlagt nogle ting på forhånd, så vil jeg ikke være med til at bruge så mange penge på en arkitekt-konkurrence. Så skal de jo bare bestemme, hvilken belægning, der skal være, forklarer hun. Og så har hun en opfordring til investorerne bag bymidte-projektet: - Investorerne bag sådan en renovering af bymidten burde da selv stå frem i fuld offentlighed og sige, hvad det er, de gerne vil. Så ville det da være meget mere ærligt. Og det synes jeg, at man skal gøre for fremtiden. Det andet bliver alt for let til noget lusk - eller følelsen af, at det er sådan, siger hun. - Efter min mening var det et godt forslag, vi kom med sidste år, da vi foreslog, at der skulle være 100.000 kroner til en landsbyordning. Det måtte såmænd gerne være endnu flere penge for min skyld. Men når man kan skære den væk, så kan der altså heller ikke blive 225.000 til en arkitekt-konkurrence i Farsø, der måske er nogle store bindinger på, siger Karen Madsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...