Karen Vejby Skov fil spejderlederprisen

Hallund 16. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Spejderlederprisen blev i år tildelt Karen Vejby Skov, der har været leder i Brundurs Gruppe i cirka ti år. Hun begyndte selv som spejder for 30 år siden, og har bestridt mange forskellige poster i Det Danske Spejderkorps. Hun har således haft titel som blandt andet gruppeleder, juniorleder, tropsleder og minileder samt lavet kurser og har været med til at lave arbejdsstof på korpsplan. - Men først og fremmes skal hun have prisen for det store arbejde, hun har lagt i gruppen og fortsat lægger i gruppen, hed det i instillingen fra gruppeleder Torben Christensen, der blandt andet nævner sommerlejre for troppen til udlandet, planlægning af gruppeture samt andre ture og arrangementer. Karen Vejby Skov har ikke holdt pause med spejderne, selvom hun har haft småbørn. Børnene har skam være med på sommerlejre og ture lige fra de lå i barnevognen. - Karen skal have prisen for sine store lederevner og viljen til at hjælpe med at løse problemer. Kort sagt en superspejder, som vi andre kan se på til, skriver Torben Christensen videre. Sct. Georgs Gildet har siden 1989 uddelt spejderlederprisen, og det er således 14. år i træk, at en leder hædes for sin indsats. Spejderlederprisen er indstiftet af Sct. Georgs Gildet i Brønderslev, og den uddeles efter indstilling til en person, der har ydet en stor og uegennyttig indsats som leder eller hjælper, indenfor de uniformerede ungdomskorps i Brønderslev Kommune. Sct. Georgs Gildets Spejderkontaktudvalg udpeger årets spejderleder. Tidligere har følgende personer fået spejderlederprisen: Birthe Nielsen, KFUM Jerslev, Torben Christensen, DDS Brundurs Gruppe, Poul Pedersen KFUM Serritslev, Frida Pedersen, DDS Brundurs Gruppe, Brita Nielsen, KFUM Jerslev, Lars Leer Sørensen, FDF, Else Ottesen, DDS Brundurs Gruppe, Jan Lunde, DDS Brundurs Gruppe, Birthe og Niels Kold, KFUM Hallund, Henrik Arentsen, KFUM Jerslev, Torben Hansen FDF, Githa Dam, DDS Brundurs Gruppe, Joan Beck, KFUK Brønderslev. Og nu senest Karen Vejby Skov, DDS Brundurs Gruppe.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...