Karim og AaB mødtes på midten

Efter langt forhandlingsforløb har målmand forlænget kontrakt

Jens Otto Barsøe
Karim Zaza og AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen har sammen jublet over DM-guld. Det kan de komme til igen, efter de to parter er blevet enige om en kontraktforlængelse. Foto: Michael Koch.
Fodbold 1. februar 2009 05:00

AALBORG: Det har længe ligget i kortene, at de ville blive enige, men det var først i går, at AaB kunne melde ud, at den rutinerede målmand Karim Zaza har forlænget sin kontrakt med to år. Dermed er han i SAS Liga-klubben frem til sommeren 2011. - Det var meget vigtigt for mig, at det blev en toårig kontrakt, for jeg gad simpelthen ikke at skulle igennem et langt forhandlingsforløb igen allerede næste år, forklarer Karim Zaza, som erkender, at det har taget lige lovlig lang tid at få den nye kontrakt på plads. - Men der har været nogle ting, som vi ikke var helt enige om. Vi har begge givet os og er mødtes på midten. Jeg er meget tilfreds med udfaldet, og det håber jeg også, at klubben er, lyder det fra Karim Zaza. Lille lønstigning Han har i den nye kontrakt fået det, han selv kalder en lille lønstigning. Om københavneren i den udlægning har tillagt sig nordjysk beskedenhed, vil han ikke komme nærmere ind på. En lønstigning var der dog under alle omstændigheder udsigt til, da han i forbindelse med sin nuværende kontrakt kom skadet til AaB og først skulle bevise, at han kunne komme tilbage på sit tidligere niveau. - Så det blev dengang sagt indirekte, at hvis klubben senere ville forlænge med mig ventede, der en lønstigning, siger Karim Zaza. Ikke sidste kontrakt Den 34-årige marokkanske landsholdsmålmand forventer ikke, at den nye kontrakt med AaB nødvendigvis bliver den sidste, han sætter sin underskrift på i karrieren. - Det håber jeg ikke. Når den nye kontrakt udløber, vil jeg være 36, og såfremt jeg er god nok, fortsætter jeg, men det bliver nok kun på et-årige kontrakter, siger Karim Zaza. Han har i halvandet år i AaB stort set kun oplevet succes. Han har spillet UEFA Cup gruppespil, vundet DM-guld, haft succes i Champions League og forude venter kampe mod Deportivo La Coruña i UEFA Cuppen. Dans på roser Resultater og oplevelser som bliver svære at gentage i den nye kontraktperiode, erkender målmanden. - De sidste halvandet år har været en lang dans på roser. Jeg håber selvfølgelig på, at det samme sker men må også være realistisk og sige, at det nok bliver lidt mindre. Jeg håber dog, at vi fortsat vil levere god fodbold, som folk gider at se, og holde os i toppen af SAS Ligaen, slutter Karim Zaza.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...