Karin M. om stop: Ville selv bestemme

Karin Mortensen, der stopper på håndboldlandsholdet, husker ikke mindst tilbage på EM i 2002 med glæde.

Karin M. om stop: Ville selv bestemme

12 år på landsholdet med 233 kampe var nok for håndboldmålmanden Karin Mortensen.

Lørdag før hjemmekampen mod FCM Håndbold annoncerede FIF-målmanden, at hun kvitter landsholdet.

- Jeg har altid gerne selv villet kunne bestemme, hvornår jeg skulle slutte min karriere. Og jeg har valgt, at det skulle være nu, siger 34-årige Karin Mortensen til DR Sporten.

Karin Mortensen nåede blandt andet at vinde OL-guld i 2000 og 2004.

Ved den første turnering i Sydney var hun med på et yderligt mandat, mens hun anden gang i Athen var stamspiller.

Det store gennembrud på landsholdet kom mellem de to OL, da Karin Mortensen i 2002 var med til at sikre Danmark EM-guld på hjemmebane.

- For mig var EM 2002 i Aarhus et højdepunkt. Jeg gik fra at være marginalspiller til at blive den bærende kraft. Og så står det første OL-guld også meget klart for mig, siger hun.

Karin Mortensen måtte dog indkassere sæsonens tredje nederlag med FIF i lige så mange kampe, da FCM Håndbold vandt 26-23.

I lørdagens to øvrige kampe i kvindernes håndboldliga spillede HC Odense 26-26 hjemme mod Sønderjyske, mens Slagelse fik sæsonens første sejr på 33-28 hjemme over Aalborg DH.

Den nordjyske klub er ikke bare uden point, Aalborg DH har et minus på to point, eftersom klubben havde rod i økonomien og blev idømt en straf på to point.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst