Film

Karkludens sidste vrid

FILM "Anja efter Victor" "Kærlighed ved første Hik" var jo en meget sød film. 2'eren "Anja og Victor" var bestemt også en både hyggelig og sjov film og meget bedre end etteren. Nu er vi kommet til film nummer tre, og det handler ikke længere om kærlighedens første hik, men om karkludens sidste vrid. Det er de absolut sidste dråber, der nu vrides ud af Danmarkshistoriens mest kendte kærlighedsforhold. Det er nemlig blevet til en ganske kedelig film denne gang. Den er rimelig blottet for charme, og der er langt mellem latterbrølene. Der er højst et par stykker. Og så har jeg det sådan med flere af skuespillerne, at de hænger mig langt ud af halsen. Der er brugt op. De er nedslidte. Siden 1. december har jeg set Sofie Lassen-Kahlke i først 24 afsnits julekalender på TV 2. Siden i filmen "Bertram". Så i "Askepop". Og nu i "Anja efter Victor". Det er ret meget på kun fire måneder, skulle jeg hilse og sige. Bevares, hun er yndig i rollen som kæk bimbo med tykke lår. Men hun spiller den samme rolle overalt. Og Karl Bille giver mig knopper (også med over hele linjen) med sit fuldstændig overstyrede og stererotype amatørskuespil. Joachim Knopp giver mig endnu flere knopper. Han er for smart, for solbrændt og for udbrændt. Så er det altså mere rart at se Robert Hansen. Han er god. Han får ansigtet med og får skildret sin stemning: Man kan se hans forelskelse, og man kan se hans fortvivlelse. Han løfter en del i det selskab. Endelig er der Zlatko Buric. Han spiller en vidunderlig birolle som en homoseksuel indvandrer, Mogens, med et massivt misbrug af sprut og hash. Den rolle er der virkelig humor i. "Anja efter Victor" er en hel klassisk komedie, hvor drejer sig om at få forhindret, at de forkerte bliver gift. Helst i sidste øjeblik. I kirken. Således også her. Det er set 1000 gange før, og det er da yndigt. Også her. Problemet er bare, at der går halvanden time, før filmen når frem til den finale, vi har ventet på. Indtil da er det en ørkenvandring gennem flade pointer uden grin, gennem middelmådigt skuespil uden mimik og gennem handling uden substans. Filmen bærer på en del indre modsætninger. Når Anja smider Victor ud, skyldes det, at han er total umulig at leve sammen med. Han er for barnlig. For dum. For ansvarsløs. Derfor er det fuldstændigt absurd, at Anja vil have man tilbage. Han er virkelig ikke værd at samle på. Mit gode råd - og det må du gerne putte i din Lomme Regner Grasten - er at skifte ud på holdet. Nye skuespillere. Nye forfattere. Det hold, du kører med på filmfabrikken er slidt ned til sokkeholderen. Du er skidegod til at lave reklamefilm for dine film. Men vi bliver altså skuffet i biografens mørke. Det sker hver gang lige i øjeblikket. Der er en stjerne til handlingen, en ekstra til Robert Hansen, fordi han kan skuespille, og en ekstra til Zlatko Buric, fordi han kan få mig til at grine. Det giver tre i alt. Nu har jeg igen været for flink. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk "Anja efter Victor (Kærlighed ved første hik 3"). Instruktion Charlotte Sachs Bostrup. 84 minutter. Tilladt for alle. Danmarkspremiere overalt (112 kopier).