Karnappen vil være bedst i byen

Ny ejer hopper ikke med på discountbølge

Turisme 23. april 2003 08:00

BLOKHUS: Hotelværelserne på Bellevue og restaurant Karnappen er renoveret, og forpagtere sørger for, at det voksne publikum kan hygge sig til ud på natten eller spise kinesiske specialiteter. Efter at Per Jensen har solgt Hotel Bellevue og naboejendommen med blandt andet Restaurant Karnappen til Michael Bache, der også driver Restaurant Carlton i Århus, har den nye ejer og den daglige leder, Rasmus Jørgensen, haft travlt med at sætte deres præg på virksomheden. Hotelværelserne har gennemgået en renovering og står klar til at modtage sommerens gæster, som kan vælge mellem 23 værelser. Men først og fremmest er der sket en omfattende renovering af Restaurant Karnappen. Der er blevet mere lyst i restauranten, som også har fået et nyt og åbent køkken, så gæsterne kan følge med i, hvad chefkok Rasmus Jørgensen og hans kolleger foretager sig. En del stole er fjernet, så der ikke er plads til helt så mange gæster som tidligere - til gengæld er der mere plads til dem, der vælger at spise deres frokost eller middag på restauranten. På Karnappen skal der først og fremmest satses på kvalitet. - Vi vil kun bruge friske råvarer og ingen halvfabrikata. Der er en restaurant for dem, der gerne vil bruge nogle penge for at få noget godt at spise. Vi vil ikke konkurrere på prisen men vil være de bedste i byen. Blokhus har brug for et godt spisested. Al maden bliver lavet fra bunden, forklarer Rasmus Jørgensen, som tilføjer, at det rent faktisk er muligt at købe mad til en overkommelig pris på restauranten. Men uanset om der er tale om sandwich eller salater, er maden tilberedt på den rigtige måde, påpeger han. - Jeg tror på, at folk gerne vil bruge lidt flere penge, bare maden er i orden, og de får en god service. Vi gider ikke lave en buffet til 99 kr., siger Rasmus Jørgensen, der understreger, at han ikke er ude på at forklejne andre af de erhvervsdrivende i byen. Karnappen skal skille sig ud fra mængden, og i andre byer langs Vestkysten har det vist sig, at det godt kan lade sig gøre at drive gode restauranter. Uden for sæsonen skal Karnappen have åbent i weekenderne, og mulighederne for at tilbyde pakkeløsninger med spisning og overnatning skal udnyttes. Selskaber med op til 150 personer kan restauranten også håndtere. I det tidligere Sunset og Hawet2Najt skal der være en café/natklub for personer over 23 år, for der er brug for at sted, som henvender sig til det voksne publikum, mener Michael Bache og Rasmus Jørgensen. Forpagtningen af det nye sted er endnu ikke faldet helt på plads, men det ventes at ske inden for en overskuelig fremtid, så caféen/natklubben kan åbne midt i maj. Ved siden af natklubben er der forpagtet et lokale ud til Saigon Kitchen, der blandt andet sælger kinesiske specialiteter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...