Karnevals-frontfigur siger stop

Reimar Ivang trækker sig efter fire år som talsmand for Aalborg Karneval

Claus T. Kræmmergård
Reimar Ivnag takker af som frontfigur i Aalborg Karneval. Arkivfoto: Torben Hansen
29. september 2016 14:17 - Opdateret 29. september 2016 15:02

AALBORG: Frontfiguren for Aalborg Karneval takker af.

Reimar Ivang, der gennem de seneste fire år har været karnevallets talsmand, har således sagt stop.

- Det har været et stort privilegium at være talsmand og sidde i bestyrelsen for Nordjyllands største kulturevent. Med det fantastiske resultat, som vi skabte i år, så synes jeg, at det er det rigtige tidspunkt at stoppe på, siger Reimar Ivang i en pressemeddelelse.

Det er mindre end en uge siden, at karnevallet kunne præsentere et historisk resultat i form af et overskud på godt 1,5 millioner kroner.

- Min primære opgave har været at udvikle forretningen i Aalborg Karneval. Da jeg indtrådte i 2012, havde foreningen flere år bag sig med store underskud. Disse underskud fik vi stoppet, og i år lykkedes det os at skabe et acceptabelt overskud. Jeg ser dette som starten til en ny æra i karnevallets historie og i den forbindelse giver det mening, at der komme nye kræfter ind i bestyrelsen, fortsætter Reimer Ivang.

Nye i bestyrelsen

Afskeden med talsmanden blev taget på den netop afholdte generalforsamling, hvor nye kræfter fik plads i bestyrelsen. Det er Michael Opstrup (der underviser på UCN og arbejder med service- og oplevelsesdesign) samt Esben Aaby Nielsen (der har erfaring med strategisk kommunikation og pressearbejde).

Ny talsmand udpeget

Samtidig blev det besluttet, at det fremover er bestyrelsesformand Mette Bugge, der skal fungere som karnevallets talsmand.

- Vi har i en årrække arbejdet med at sammensætte en stærk bestyrelse efter kompetencer, som supplerer hinanden godt med hensyn til drift, økonomi, forretningsudvikling, sikkerhed, it, kommunikation, kreativ udvikling med mere. Vi har fået to nye medlemmer ind i bestyrelsesarbejdet, som vi glæder os til at samarbejde med for at udvikle Aalborg Karneval, fortæller bestyrelsesformand Mette Bugge.

Dermed er følgende 11 medlemmer af bestyrelsen: John Stellan, Jenni Bengtsen, Rasmus Rønnau, Søren Korsgaard, Anne Honoré Østergaard, Christian Broberg, Gorm Simonsen, Sten Krogh, Michael Opstrup, Esben Aaby Nielsen og Mette Bugge.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...