Aalborg

Karnevalsdrik næsten udsolgt

Men bare rolig. Der er stadig øl på lager og masser af gratis vand under paraden

Kun de særlige drikkevarer fremstillet til karneval må komme med i Kildeparken, og lageret af Mokaï er tæt på udsolgt. Arkivfoto: Martin Damgård

Kun de særlige drikkevarer fremstillet til karneval må komme med i Kildeparken, og lageret af Mokaï er tæt på udsolgt. Arkivfoto: Martin Damgård

AALBORG:Aalborg Karneval kan allerede inden lørdagens store parade notere en salgssucces. Den særlige karnevalsudgave af Mokaï er stort set udsolgt i alle de butikker, som har haft den på hylderne.

Karneval har holdt et mindre parti tilbage, der bliver solgt ved de tre paradestarter, men partiet er begrænset og ventes at forsvinde som dug for solen.

Til gengæld er der stadig muligt at få fat i de specielt fremstillede øl.

- Det er første gang, at vi får produceret en Mokaï til karneval, og firmaet Cult har ladet producere 50.000 for at prøve af, om det kunne gå. Vi har hele tiden haft den opfattelse, at vi kunne sælge meget mere, forklarer karnevalets talsmand Reimer Ivang.

Den mener også Thomas Nøhr Andersen fra Føtex i Slotsgade.

- Vi havde udsolgt af Mokaï i lørdags, og vi kunne have solgt det dobbelte eller mere, men vi kunne kun få en palle med 1200.

Fidusen ved de særligt producerede drikkevarer til karneval er, at drikkevarerne må tages med ind i Kildeparken, hvor priserne på øl ellers er noget højere.

Under karnevalsparaden bliver der også i år gratis uddeling af vand. Det bliver efter modellen, at vandet er skænket op i krus, og så kan man bare tage et krus i farten.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.