Karnovs Lovsamling lagt til side

Advokatens New Orleans Jazz Band skabte stemning i den runde

- Jeg kommer næste gang og næste gang igen. Disse udtalelser fra Elin Klæstrup er kendetegnende for deltagerne i frokostjazz-arrangementet med Advokatens New Orleans Jazz Band i Den Runde Pavillon i Hedelund Rhododendronpark i Brønderslev i går. For publikum blev det en stor musikalsk oplevelse i gode venners lag. Der var dels fællessange, og orkestret spillede en del af numrene fra deres brede repertoire. Vuggede i takt Der blev vugget i takt, og publikum havde svært ved ikke at lade fødderne følge takten. Men trods opfordringer var der ikke mange, der vovede sig ud på dansegulvet. De ville hellere lytte til musikken. Blandt fællessangene kan nævnes "Tipperary", "Nyboders pris" og "Gå med i lunden". Alle numre, som publikum kender, og kunne synge med på. Advokatens New Orleans Jazz Band gav også med nummeret "We'll meet again" et løfte om, at de vender tilbage, selv om de er en del booket op. Ikke mindst på Advokatens (Henrik Skaarup, red.) eget spillested, Futten i Blokhus. Faktisk var publikum i alle aldre, om end med overvægt af den "voksne" generation. 150 mennesker havde sikret sig billet, men langt flere havde ønsket at deltage. Der var nærmest telefonstorm hos Søren Ø. Christensen, men efter at der blev udsendt meddelelse om, at der var udsolgt, løjede stormen af. Men Søren Ø. Christensen, der i denne sammenhæng har Brønderslev Idrætsforenings fodboldafdelings kasket på, kan forsikre, at arrangementet gentages. Tåler gentagelse - Nok til efteråret, fortæller Søren Ø. Christensen, der håber at der kan bydes på frokostjazz to gange om året. Og det er publikum glade for. - Vi kan næsten ikke vente på næste gang, lød det fra en gruppe glade deltagere. Naboer, vennegrupper, kortklubber og mange andre var gået sammen om at sikre sig et bord. Der var grupper på over 30 deltagere. - Jeg tør ikke tænke på, hvordan interessen vil blive næste gang, når 150 glade ambassadører fortæller om deres oplevelser. Idé ført ud i livet Idemanden er egentlig tidligere VVS-installatør Per Wahlberg fra Brønderslev. - Jeg fik ideen for tre-fire år siden. Men jeg skulle lige finde en forening, for kun foreninger kan leje sig ind i Den Runde Pavillon. Jeg prøvede først med én forening, der meldte fra, fortæller han. Men Søren Ø. Christensen og H. C. Poulsen fangede ideen. Faktisk var der pludselig både Bjørne Banden og BI's Venner, der ville påtage sig værtskabet og dermed det økonomiske ansvar. Men det blev så i regi af BI-Fodbold. Søren Ø. Christensen er tilfreds, blot arrangementet løber rundt. Men han kan også sige, at det nok bliver dyrere næste gang. Landboskolen i Brønderslev sørgede for platter til 75 kr. BI-Fodbold havde 10-12 mand i sving. I løbet af nogle få minutter var der serveret for alle. Der var ellers lagt op til, at publikum selv skulle madkurven med. Men det var meget få, der valgte selv at skulle smøre sildemadder.