KARRIEREN

Brian Mikkelsen er 37, født i København og cand. scient. pol. fra 1994. Samme år blev han valgt til Folketinget i Holbæk-kredsen. Hans første politiske handling var et læserbrev med forslag om at Danmark indløser Orkneyøerne, som Christian 1. pantsatte til Skotland i 1469. - Jeg havde læst det i et leksikon, forklarer han. Det næste læserbrev var en protest imod, at Sovjet nedkastede bomber camoufleret som legetøj over Afghanistan. Han var 13 år. Faderen kritiserede ham for læserbrevet. Det kunne ikke passe, mente han. - Mange år efter fik jeg en meget stor undskyldning. Brian Mikkelsens forældre havde forskellige politiske opfattelser. - Derfor diskuterede vi næsten altid politik i hjemmet. Brian Mikkelsen var landsformand for KU 1989-90. Samtidig var hans lillebror landsformand for KG, Konservative Gymnasiaster. - Han er stadig i partiet, men ikke aktiv. Jeg bruger ham meget som sparringspartner.