Kartoffel med skræl

Kunstneren Per Kirkeby beskytter sig selv med en afvisende overflade. Men ethvert godt værk består af mange lag, og inderst inde ligger hidsigheden og frygten for ikke at leve op til sit ansvar

Skolevæsen 28. december 2007 20:26

De fleste børn havde fået skøjter i julegave, og selv om isen på Utterslev Mose var tynd som papir, skulle de selvfølgelig ud. Mosen var deres revir! Men Per Kirkeby hadede at skulle passe på sin lillebror, der var fire år yngre, så når han kunne have held til at stæse om et hushjørne med sine kammerater og undslippe ansvaret og det belastende haleror, var det den foretrukne løsning. Og sådan var det gået i dag, hvor han bekymringsløst skøjtede rundt, indtil politiet kom med deres hunde og jog alle ind på land. Så kom råbet. - Der er en, der er druknet. Det er en af de små! Normalt kunne han sætte sig ned og tude, når han ikke kunne finde sin lillebror, fordi han vidste, at det var hans ansvar, at han ikke kom noget til. Så turen hjem til Koppelvænget i Husum var lang. Forældrene regnede med ham. Det var endda hans skyld, at de var blevet gift, fordi de havde fået ham så tidligt. Og i dag var der ikke udsigt til at finde lillebror siddende på politistationen som sædvanligt. Men damen fra lejligheden nedenunder blev hans redning, da hun hulkende kom styrtende ned af vejen som i en græsk tragedie. Det var hendes søn, der var gledet ind under isen, og Per Kirkeby åndede lettet op. - Skidegodt, det ikke var min lillebror. Men bekymringerne var først lige begyndt for storebroderen i familien Kirkeby. Og frygten for ikke at leve op til sit ansvar skulle komme til at give sig udtryk i bidske bemærkninger og hidsige udfald mod familiemedlemmer og kolleger de næste mange år af hans liv. - Jeg har betragtet det som helt normal opførsel, og altid syntes, at der var en skidegod grund til, at jeg blev tosset over noget. ¿Du kunne da for helvede have samlet de der støvler op for lang tid siden¿. Jeg troede, at det var en berettiget irritation. Og jeg var eksploderet! Men nu kan jeg se, at jeg har været hidsig til kanten af at kunne begå mord. Og det var sgu voldsomt, da jeg opdagede det. Man skulle ellers ikke tro, at der var det store at være bange for, eftersom han de seneste tyve år har været en af Danmarks mest anerkendte kunstnere, og i dag er en voksen mand på 69 år med privat kok, stor villa i Hellerup og en to meter lang isbjørn foran pejsen til at holde vagt. Men det er han altså. Og den forbeholdende måde han sniger sig ud af stuen på for at modtage sine gæster, fortæller historien om en bjørn i hi, der slet ikke gider vove sig ud af grotten for at møde offentligheden, hvis den kan undgå det. - Jeg har aldrig haft lyst til at bidrage til syndfloden af samtalebøger, og jeg synes slet ikke, det er nødvendigt for mig at møde offentligheden længere. Jeg gør kun det her, fordi jeg blev charmeret af, at det var til NORDJYSKE Stiftstidende, snapper han med en særlig brysk lune og understreger, at han ikke har lyst til at tale i detaljer om sit brud med den mangeårige livsledsagerske, filmproduceren Vibeke Windeløv. - Jeg har altid været forelsket og altid været totalt monogam. De forhold, jeg har haft, har jeg aldrig svigtet, og derfor har det været meget svært for mig at komme ud af dem. Nogle vil sige, at jeg er et meget bange væsen, men jeg tror faktisk bare, at jeg er kærlig på den måde, at jeg er loyal. - Men jeg kan jo ikke sidde og hælde min helt private intime biografi ud her. Jeg er et privat væsen. Det vil jeg forbeholde mig. Også af hensyn til andre. Jeg skal jo ikke udstille de mennesker, der har været i mit liv. Men der er flere lag i hans reserverede møde med verden. For som kunstner skifter han den afmålte adfærd ud med en hidsig energi og spontane strøg, der hellere end gerne lader sig udstille og betragte i længere tid ad gangen af enhver, der måtte ønske det. Og måske er det netop her mellem linierne på lærredet, at mennesket Per Kirkeby skal forstås. For han er maler før alt andet, siger han. Og hvis et værk kalder, er han nødt til at slippe, hvad han har i hænderne for at producere det. Han har aldrig noget budskab. Blot en intuitiv idé og et blik på naturen, som han altid lader sig inspirere af. Og når billedet så går sine helt egne vegne og han selv blot kan se forbløffet til, mens penslen gør arbejdet, bliver det for alvor tilfredsstillende og selvopfyldende. - Lige så snart du sætter et penselstrøg på et hvidt lærred, etablerer du et malerisk rum. Og nogle gange er det jo et rum, som du selv kan blive suget ind i; som rummer muligheder for nogle oplevelser, der dybest set kommer fra dig selv, og som først i det øjeblik bliver tilgængelige. Men selverkendelsesprocessen foran lærredet kan være lang og udmarvende. Han er selvkritisk ud over det sædvanlige, og det, der den ene dag kan begejstre, er ofte det, han hader mest dagen efter. - Man kommer ned og kigger på maleriet om morgenen og åh herre jemnini! Hvad er det for noget? Det er alt for let. Det er alt for behagesygt. Og alt for lidt et overgreb på dig selv! Så tager du fat igen og destruerer det, der er, ved at male ovenpå. Men der er stadig noget inden i det. Og på den måde opstår der mange lag og ikke kun mange lag af maling oven på hinanden, men mange mentale lag. Og jeg tror, det er det, der giver et billede stor kvalitet. At man hele tiden fornemmer, at det ikke er noget, der bare kan afgøres ved et blik. Og som maleriet er han selv. Svær helt at blive klog på ligegyldig hvor meget, man kigger, men med en masse antydninger under den afvisende, abstrakte overflade, han insisterer på at opretholde med et lille kynisk smil i mundvigen. Og derfor er det måske også værd at forsøge at finde tilbage til de første penselstrøg på det hvide lærred, hvis man skal nærme sig en forklaring på, hvorfor han er blevet, som han er. Da han første gang stod i gården, og de store drenge spurgte om hans navn, sagde han, at han hed Kartoffel. For selv om han var lille og måtte bøde korporligt for navnet, var han ikke bange af sig. Og han var selvfølgelig med, da knægtene i kvarteret hånende kastede frugt og grøntsager ind til de tyske flygtninge, der blev indkvarteret på Grundtvigsskolen, da den Den Røde Hær marcherede frem i øst inden besættelsens ophør. - Det var nogle mennesker, der havde forfærdelige forhold og ankom med skibe. Men når vi så de der unger rende rundt inde bag et hegn på sportspladsen, var der ingen nåde. Så hentede vi tomater og æbler i en kolonihave og smed ind til dem og råbte ¿Kom så tyskerunger, kom så tyskerunger¿, mens vi stod og så dem slås om et æble. Det syntes vi var helt fint, for det var jo tyskere. Og vi løb rundt og smadrede alle vinduerne, for at de ikke skulle have det for godt. Men så begyndte de at køre rundt i biler og skyde op i luften, og vi stæsede rundt og fandt et sted, hvor vi stod og rystede inde i en opgang. Men efterhånden blev Kartoflen ældre og mere ansvarsbevidst. Og når hans forældre var til møde i kommunistforeningen brugte han gerne aftenerne på at ligge og spekulere på, om han nu havde fået lukket for gashanen, så hans lillebror og lillesøster var i sikkerhed. Det var ikke unormalt, at lejligheder i den slags socialt boligbyggeri eksploderede i slutningen af 40¿erne, fordi folk havde ladet gassen stå tændt, og han havde set hullet i muren oppe på på tredje. Så når han igen lå i sin seng efter at have bevæget sig ned for at dreje hanen, kom der altid en ny frygtelig tanke: ¿Hvis den allerede var lukket, har jeg netop åbnet for den¿! - Jeg tror, at storesøskende udvikler en særlig form for ansvarlighed, og i mit tilfælde blev det parret med en bestemt psyke, som så udviklede sig til en grundlæggende ængstelighed. Fortsættes side 10 - Jeg har forudset fare ved alting, og jeg gør det sgu oven i købet endnu. Jeg var på tur henover Island med min yngste søn, der hedder Absalon. Og han skulle absolut hen og kigge på de her kæmpestore vandfald. Og jeg sagde: ¿Nej, nu kommer du altså ind. Du står ikke ude på kanten der. Der er vådt, man kan glide¿. Og han er altså 24 år. Den store stue i vilaen i Hellerup er fyldt med bøger, og væggene er plastret til med reoler, der strækkker sig helt til loftet og kun lader sig bestige med den mægtige fyretræsstige, der læner sig dovent mod de øverste hylder. Per Kirkeby springer op for at hente en af sine yndlingsbøger om Renoir, mens han fortæller, at han slugte bøger fra biblioteket gennem hele gymnasiet og i dag nærmest har et kannibalistisk forhold til det skrevne ord, der kan få ham til at lægge malerpenslen på hylden for at skrive eller læse. Men sådan har det ikke altid været. I skolen blev han drillet, fordi han ikke kunne stave, og hans lærer var ikke sen til at give ham tæsk, når han ikke havde lavet sine lektier. - Det påvirkede mig meget i de første skoleår. Det var op til katederet og bukke sig ned og få med det spanskrør som vi havde, der hed Sorteper, fordi den var beviklet med noget sort isoleringsbånd. Lærerne stak lige først for at se, om man havde puttet en avis eller en bog ned i lommerne. Per Kirkebys redning var, da han i femte klasse blev undersøgt af en af de skolepsykologer, der på det tidspunkt var begyndt at rejse rundt til skolerne. Psykologen fandt ud af, at han var ordblind, og at det stod endnu værre til med hans lillebror. Det betød som regel, at man blev regnet for tungnem og sendt på en særlig ordblindeskole i København. Men en professor fra Schweiz, der havde sin gang i forældrenes kommunistiske partiafdeling, havde arbejdet med intelligenstest, der var uafhængige af læseevner. Han opdagede, at Per Kirkeby og hans lillebror var overordentligt intelligente. - Det gav jo en mægtig medvind for mig. Og jeg fik lov at fortsætte på min egen skole. Jeg endte med at være meget beskyttet af min lærer og min klasse, og når jeg stavede højt, var de alle sammen med. Det var en meget rørende oplevelse for mig, og jeg kan tydeligt huske den første bog, jeg læste. Det var en Peder Most-bog, der handlede om en ung knægt fra Svendborg, der kommer ud at sejle, og det var en åbenbaring for mig, der fik mig til at interessere mig for bøger. På Vesterborgerdyd Gymnasium fortsatte interessen og en dag, da Per Kirkeby var kommet for sent, fordi han skulle helt fra Husum til København, var hans lærer igang med at læse hans fristil højt. - Så sagde han: ¿Kirkeby, de har en splint af troldspejlet, men det er stavet forfærdeligt. Og Kirkeby! Det må vi tage fat på. Nu streger jeg alle de ord under, der er stavet forkert og så skriver De dem 100 gange¿, og det var fint med mig. På den måde er jeg kommet til at stave ret godt. Og det er så hængt ved. Altså jeg bytter godt nok stadig rundt på navne og ord og sådan noget engang imellem. Den hårde medfart i underskolen fik ham til at interessere sig for kunstens verden. Han begyndte at øve sig i at tegne sin kat i kælderen. Og hans skolelærer var hårdere ved ham end ved de andre elever i tegnetimerne, fordi han kunne se lidenskaben blomstre i den unge knægt. - Jeg kan huske engang, vi blev sendt ned i gården for at tegne en blomst. Der var jeg alligevel blevet så skrap, at jeg tegnede en ret flot blomst i farver. Men han var en meget kolerisk mand, og han sagde: ¿Det der, det dur ikke. Det er jo ikke en blomst¿. Han mente, jeg havde tegnet prototypen på en marguerit eller forestillingen om den, men enhver blomst er noget i sig selv, sagde han. Der er måske et blad, der er bøjet eller lidt vissen i spidsen. Og det er sådan noget, jeg aldrig vil glemme. Jeg syntes selvfølgelig, at det var uretfærdigt dengang, men efterfølgende har det betydet fantastisk meget for mig. Og fra da af var jeg aldrig i tvivl om, at det var det, jeg ville. Alligevel uddannede Per Kirkeby sig til geolog, fordi man ikke kunne være kunstner i 50¿erne, og fordi han kunne komme til Grønland allerede den første sommer på studiet. Efterfølgende har han været på ekspedition til Grønland over ti gange, og han kunne sagtens have gjort en karriere ud af geologien, hvis han havde villet. Men der var noget andet, der trak mere. Ved siden af de regelrette studier begyndte han at udvikle sig i kunstnerkollektivet Eks-skolen i Pilestræde med typer som Bjørn Nørgaard, Poul Gernes og Peder Louis Jensen.Fortsættes side 12 - Jeg kom jo ind som sådan et fuldstændigt naivt menneske, og jeg var der kun, fordi jeg gerne ville lære at lave raderinger. Men pludselig blev jeg konfronteret med total radikalitet. Sådan noget som hvid kvadrat på hvid grund. Og når man kommer og har malet sin kat, er det ligesom ikke noget, man kan stille noget op med. Men efterhånden tog han det eksperimenterende til sig, fik vilde ambitioner om at give dansk kunst alt det, den havde manglet gennem den årelange ørkenvandring gennem bølgende kornmarker. Han kaldte sine kammerater i kollektivet for brødre. Men inderst inde blussede der hele tiden et oprør i Kartoffelen. - Der var sådan en gensidig kritik, som også nogle gange antog en moraliserende karakter. Bjørn Nørgaard har engang sagt i en samtalebog, at jeg altid levede på grænsen af det her og tit overtrådte den. Hvis man nu ikke måtte lave noget, der var smukt, så kunne jeg finde på at gøre det. Og sådan har jeg haft det siden. Når jeg opdager, at et eller andet gruppefællesskab begynder at udvikle en moral, så er jeg altså ude af røret, siger han og tilføjer. - Når man er vokset op i et arbejderkvarter og er ordblind, er man nok nødt til at udvikle en stædighed og en uafhængighed, så du kan klare dig. Det er som om oprøret mod det eksisterende har været Per Kirkebys grundvilkår. Det er det, der giver mening, når han forbander sine egne ufærdige værker for at være for behagesyge. Det er det, der får ham til at blive ved med at rykke ud af røret. Og måske er det endda det, der får ham til at gribe kridt og papir og tegne sorte zigzag-mønstre henover det malede stykke A4-papir på bordet foran ham, som for at signalere, at han snart ikke gider at blive interviewet mere. Men ethvert oprør har ofre, og dem kender Per Kirkeby også til. Han har de seneste år lidt af hallucinationer og blandt andet set rævehoveder i stedet for menneskeansigter på grund af sin ubehandlede epilepsi, som begyndte, da han for otte år siden vågnede han op på Aalborg Sygehus med en hjerneblødning. - Jeg lå der og havde det rigtigt ad helvede til og tænkte, at det jo nok var dumt ikke at tage den medicin, jeg havde fået, og at jeg havde været for hård ved mig selv og haft for lange arbedsdage. Men det værste var, da en neuropsykolog sagde til mig, at jeg havde mistet evnen til konceptuel tænkning, som kunst jo også er. Der var jeg ekstremt ulykkelig. For hvad skulle jeg så gøre med mit liv? Hvis ikke jeg kunne male, ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre. Men en anden læge beroligede ham og fortalte, at han blot havde mistet venstre synsfelt og sagtens kunne leve med det, selv om det ville være lidt besværligt. Han ville få medicin mod epilepsien, være i stand til at male, og stadig evne at læse - blot en anelse langsommere end før. Nu har han så pensioneret sig selv, lever sammen med sin nye kone Mari Anne og har fået at vide af sine børn, at han er blevet et venligere menneske. Han laver stadig udstillinger, bygger huse og skriver tekster, men han har skåret ned på antallet af værker og er begyndt at læse klasikere som ¿Krig og Fred¿ med halvdelen af sit syn tilbage. Og så er der blevet tid til tankerne. Tid til at opdage nye sider af sig selv og skrælle de yderste lag af. - I de senere år, hvor jeg har kunnet iagttage mig selv udefra har, er det gået op for mig, at jeg har en dybere hidsighed og en dybere vrede, som jeg slet ikke kan finde ud af, hvad kommer af. Men det er noget dybt eksistentielt og kommer til udtryk i forhold til min omverden. Jeg bliver hidsig over ting, som truer mig. Som truer min opfattelse og mit selvværd. Og jeg har brugt det som en slags beskyttelse gennem årene.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...