Kartoffelferie på museet
Det er nok kun meget få af nutidens skolebørn, som skal en tur i marken i efterårsferien for at hente kartoffelhøsten i hus, selv om det ellers netop var formålet med ferien i efteråret.

Der er mulighed for at købe friske grøntsager hjem fra museets store bod på kartoffeldagen.
På Landskabs- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg holder de dog traditionerne i hævd, når onsdag 19. oktober står i kartoflernes tegn. Her kan du prøve alt fra kartoffelbøsser og kartoffeltryk til kartoffelretter og kartoffelstivning. Og så skal der selvfølgelig tages kartofler op ude i marken. Der er også mulighed for at tage sine egne æbler, pærer og tomme flasker med og lave sin egen frugtsaft. Der er gang i den på det levende museum fra klokken 10 til klokken. 16. Så længe kan man jo ikke arbejde uden at få noget i skrutten, så der er mulighed for at købe et gammeldags middagsmåltid på husmandsstedet. I år er det skipperlabskovs med rødbeder og arme riddere med solbærsyltetøj. Det er gratis at besøge museet for børn op til 18 år, mens det koster 40 kroner for voksne. toto