Kartoflen centrum for festival

Kartoffelfestival i St. Vildmose forener sundhed med kultur, fødevaremarked og familieoplevelse.

Grete Mill
Kartoffelfestival i St. Vildmose 11. oktober skal sætte fokus på stedets fortræffelige kartofler. 2008 er udråbt til Kartoflens År af FN. Arkivfoto: Torben Hansen
Fødevarer 9. september 2008 06:00

Jammerbugt Kommune kan snart reklamere med endnu en festival, der kan tiltrække gæster uden for sæsonen. 11. oktober holdes for første gang en storstilet Kartoffelfestival i St. Vildmose ved Vildmoseporten, Gård 18. Den skal være en årligt tilbagevendende begivenhed ligesom Uldfestivalen i Saltum, der efter kun to år er kommet på Jammerbugt Kommunes turistudviklingsprogram. En ny forening, Kartoffelfestival i St. Vildmose, står bag festivalen, der skal gøre enhver opmærksom på egnens fortræffelige kartofler samt andre fødevarer under kulturelle, familievenlige former. Til festivalen stiftes også en ny pris, Den gyldne kartoffelskræller, som borgmester Mogens Gade (V) skal uddele til Årets Kartoffelambassadør. Hvem modtageren bliver, er en hemmelighed. Men kartoffelskrælleren er ved at blive klargjort til begivenheden. - Den er til forgyldning et sted i Østen, fortæller formanden for Vildmoseporten Gård 18 og sekretær i Kartoffelfestival i St. Vildmose, Marianne Christensen. Hun er også kendt som A Kartoffelwoman og hun gør samtidig opmærksom på, at netop 2008 er udnævnt til Internationalt Kartoffelår af FN. Foreningen Kartoffelfestival i St. Vildmose har allieret sig med kendte folk. Kokken Henrik Boserup skal lave lækre grøntsagsretter med fokus på kartofler samt vildt på en stor grill i gården og uddele smagsprøver og på Gård 18 sælges kartoffelboller og kartoffelkager. Marianne Christensen fortæller, at der kommer en række stande med egnens høst i den gamle, renoverede kostald. Ud over kartofler er det bl.a. grøntsager, krydderurter, honning, brød fra Aurion og øl fra Håndbryggeriet på Gjøl. Desuden kommer der en knivmager og en pottemager og vinavler Gert Nørgaard, Enghaven, fortæller om sin vindyrkning. Folkedansere fra Aabybro giver opvisning, Kim Menzer og De nordjyske pindsvin leverer den musikalske underholdning og forfatteren Peter Mouritzen fremfører "Wulv, den sidste uld i Vildmosen". Også Brovst Pigegarde deltager og om aftenen serverer Luneborg Kro en særlig Kartoffelfestival menu med udgangspunkt i kartoflerne fra de omkringliggende marker. - Programmet er ikke færdigt endnu, men gæsterne kan også grave kartofler op som i gamle dage, siger Marianne Christensen, der fortsætter: - Som optakt til det hele uddeler vi poser med kartofler til forbipasserende på Centralgårdsvej i et par timer fredag eftermiddag sammen med en indbydelse til kartoffelfestivalen. Vi gør det, fordi forbruget af kartofler er for nedadgående. Folk vælger tit ris og pasta i stedet. Men kartofler rummer c vitamin og mange andre gode ting. Kvinder i LandboNord hjælper med at sætte fokus på kartoflen og slogan'et Du er, hvad du spiser, er udvidet til: Men ved du, hvad du spiser? Marianne Christensen tilføjer, at Kartoffelfestivalen er en videreudvikling af den traditionelle kartoffeldag på Gård 18 i efterårsferien. Et par arrangementer, bl.a. Grethe Rolles sommerkoncert, der blev flyttet fra hendes have på Gl. Toftegaard til Gård 18, fordi det regnede, viste, hvor egnet stedet er til større arrangementer. Festivalens budget er på 100.000 kr., som bestyrelsen venter at finde bl.a. hos sponsorer med tilknytning til de 11 kartoffelproducenter i St. Vildmose.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...