Karzai tilgiver prins Harry for snak om Taliban-drab

Prins Harry dræbte talibanere i Afghanistan og er efterfølgende blevet kritiseret for sine udtalelser.

Udland 4. februar 2013 17:00 - Opdateret 4. februar 2013 17:03

Karzai tilgiver prins Harry for snak om Taliban-drab

Da prins Harry af Storbritannien efter sin hjemkomst fra krigen i Afghanistan sammenlignede arbejdet i kamphelikopterne med computerspil, var Taliban hurtig til at anklage ham for at være psykisk syg og en kujon.

Prinsens udtalelser var imidlertid også ganske kontroversielle, idet prinsen helt åbent fortalte, at han angivelig har liv på samvittigheden.

Det er dog ikke alle afghanere, der tager afstand fra prinsens udtalelser.

Således siger Afghanistans præsident, Hamid Karzai, som normalt ikke tøver med at fordømme vestlige fejltrin i sit land, at prinsens udtalelser kan være en fejl, og at han bør tilgives grundet sin unge alder.

- Prins Harry er en ung mand, og vi tillader unge mænd at begå fejl, siger Karzai til den britiske avis The Guardian under et besøg i England.

I England ventes præsidenten blandt andet at skulle mødes med prins Harrys far - prins Charles.

Et langvarigt venskab de to mænd imellem kan da også meget vel være en formildende omstændighed i Karzais udtalelser.

- Prins Charles, prins Harrys far, er en fantastisk mand, for hvem jeg har dyb respekt, svarer Karzai på spørgsmålet om, hvorvidt prins Harrys udtalelser var ukloge eller baseret på uvidenhed.

Som andenpilot havde prins Harry i sine 20 uger i Afghanistan ansvaret for våbensystemet på Apache-helikopterne, der er hærens mest sofistikerede kamphelikoptere.

De er udstyret med Hellfire luft-til-jord raketter, 30 millimeter maskingeværer og raketter.

Prins Harry har tidligere gjort tjeneste i Afghanistan, nemlig i 2007-2008, hvor han befandt sig i landet i 10 uger.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...