Kasernen er som bygget til efterskole

- Nu mangler vi bare eleverne, og forstanderen ansættes til januar,siger en af initiativtagerne til Skagen Efterskole

Skolevæsen 13. september 2002 08:00

SKAGEN: Kasernebygningerne på Jens Winthers Vej er som bygget til efterskole. Så opgaven med at indrette bygningerne til efterskoleelever fremfor til Jens'er er ret simpel. De sidste medarbejdere i flyvevåbnet forlader bygningerne den 1. juli og i midten af august 2003 kan 60 elever flytte ind på Skagen Efterskole. Kommende elever og forældre får mulighed for at se faciliteterne allerede søndag den 29. september. Men en af idémændene og medlem af den midlertidige bestyrelse for Skagen Efterskole, ungdomsskoleinspektør Thorkild Lind, viser gerne rundt. - Vi mangler sådan set bare eleverne, for lokalerne er lige til at flytte ind i, konstaterer Thorkild Lind. Han mener, at der allerede fra nytår skal ansættes en forstander for Skagen Efterskole. Der vil blive brug for fem-seks faste lærere, hvoraf et par stykker skal bo ved skolen. Desuden er det hensigten at bruge højtkvalificerede gæstelærere udefra. På kaserne findes allerede tre undervisningslokaler i en god størrelse. Desuden er der mulighed for at indrette adskillige rum til gruppearbejde. Der kan indrettes 30 dobbeltværelser - blot ved at sætte en ekstra seng og et skab ind i de eksisterende værelser. En lærer skal altid bo og overnatte på selve skolen, og dertil findes der også allerede en lille lejlighed. Selvom der findes en del toilet-og baderum, bliver det sikkert nødvendigt at indrette flere baderum for at undgå panik og kødannelse. De forskellige messer kan indrettes til større eller mindre samlingsrum eller thekøkkener. På kasernen er der kondirum og solarium og vaskerum med vaskemaskiner. Det er altså begrænset hvor mange penge, der skal ofres på værelsesgangene, inden eleverne flytter ind. - De største udgifter får vi til indretning af værksteder i den nuværende værksteds- og garagebygning, forklarer Thorkild Lind. - Over garagerne vil vi gerne indrette et stort teater- og dramarum. Værksteder til arkitektur og design kan indrettes i garagerne, men vi forestiller os, at den maritime undervisning kan foregå på Skipperskolen. Kasernebygningerne fra 1956 ligger på et areal på næsten 22.000 kvadratmeter. Det er meget smukke omgivelser med god beplantning. Bag kasernen er en lille boldbane og en beachvolleybane. Skagen Efterskole har fået en forhåndsgodkendelse fra undervisningsministeriet. Med den i hånden er der mulighed for at den nye efterskole snart kan komme med i den fælles annoncering via efterskolernes sekretariat.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...