Kasi-Jesper vinder sag om gigantisk skattesmæk

Højesteret kommer frem til et andet resultat end landsretten

Jesper Nielsen, bedre kendt som Kasi-Jesper, vinder sag mod Skat. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Jesper Nielsen, bedre kendt som Kasi-Jesper, vinder sag mod Skat. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

DANMARK:Jesper "Kasi" Nielsen vinder i Højesteret et opgør med Skat om et skattesmæk på 245 millioner kroner. Det har retten torsdag middag meddelt på sin hjemmeside.

Sagen går tilbage til forretningsmandens samarbejde med smykkeselskabet Pandora.

Det handler om, hvorvidt han var berettiget til at blive fritaget for skat, da han i december 2009 overførte værdier til et nyt selskab i forbindelse med samarbejdet.

Skat krævede 245 millioner kroner. Det er skat af en gevinst, som Jesper "Kasi" Nielsen fik, da Pandora siden blev børsnoteret i 2010, og han blev købt ud af selskabet.

I første omgang havde han fået tilladelse til at overføre værdier skattefrit til det nye selskab.

Men på grund af børsnoteringen og opkøbet vendte myndighederne på en tallerken og krævede penge tilbage.

Den præmis køber Højesteret dog ikke.

I sin begrundelse skriver Højesteret, at det fra myndighedernes side "måtte anses for forretningsmæssigt begrundet, og at de begivenheder, der fandt sted i tiden efter den 18. december 2009, ikke ændrede på bedømmelsen af formålet med samarbejdet og aktivtilførslen som forretningsmæssigt begrundet."

I januar i år fik Skat medhold ved Østre Landsret. Men landets øverste retsindsats er altså kommet frem til et andet resultat.

Virksomheden Kasi ApS tjente en formue i 00'erne på at have eneret på at sælge Pandoras produkter i Tyskland, Schweiz og Østrig.

Kasi-Jesper solgte rettighederne tilbage til Pandora i 2010. Siden har han kastet sig over nye smykkeforretninger. Først med Endless Jewelry, som han forlod i 2016, og som siden gik konkurs.

Senest har Kasi-Jesper etableret Amazing Jewelry, der har åbnet butikker i flere lande.

Han har haft flere opgør med Skat.

Senest fik han i november medhold i Østre Landsret i en anden sag om et trecifret millionbeløb.

Den sag handlede om ret til skattefradrag for sponsorpenge i Brøndby IF og AG Håndbold.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.