Fodbold

Kasper Bøgelund godt fra start

SKAGEN:Samarbejdet med medspillerne kan selvfølgelig forbedres, men det var en meget tilfreds Kasper Bøgelund, som kunne notere sig, at den første optræden i AaB-dragten gav løfter om, at han bliver den ventede forstærkning af holdet. - Jeg synes selv, at det gik godt. Vi har jo kun trænet i fem dage, men vi spillede en ganske god kamp, selv om OB er længere fremme, sagde Kasper Bøgelund. Den tidligere PSV og Mönchengladbachspiller viste flere gange prøver på den boldomgang og spilforståelse, som bragte ham på landsholdet, inden skader sendte ham ud i mørket igen, og især i anden halvleg kom han også med frem på banen i de rush, som kan give en ekstra dimension til AaB's angrebsspil. Lidt for ofte gled tingene dog ud i sandet, men når det er første kamp ville alt andet også være mærkeligt. - Det gik fint med at finde sammen med de andre, men der er selvfølgelig nogle ting, der skal rettes. Nu har vi jo også flere kampe allerede i denne uge, så det skal nok komme, mente Kasper Bøgelund. Den vurdering var den nye kaptajn Thomas Augustinussen enig i. - De her kampe handler om at komme i gang, og det var dejligt at få nogle kilometer i benene. Jeg synes, vi gjorde det fornuftigt, og med flere kampe får vi selvfølgelig også tingene til at fungerede bedre, så vi får de sidste afleveringer med. Men det var OK at få 1-1 mod OB nu, selv om vi havde chancerne til at vinde, sagde Thomas Augustinussen, som tog hul på sin "nye karriere" som anfører med en godkendt indsats på midtbanen. Både han og Kasper Bøgelund spillede hele kampen som nogle af de få. Både midtbane (minus Augustinussen) og angreb blev udskiftet totalt i løbet af de 90 minutter, hvilket betød, at en hel flok af de unge fik chancen for at snuse til det bedste hold. søp