Kasper Dolberg får sin første start på landsholdet

Kasper Dolberg starter i angrebet mod Irland, mens Pione Sisto overtager Christian Eriksens plads på holdet.

Kasper Dolberg trænede fredag på kampbanen i Dublin. Lørdag starter han inde. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kasper Dolberg trænede fredag på kampbanen i Dublin. Lørdag starter han inde. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den 21-årige angriber Kasper Dolberg starter lørdag inde på landsholdet for første gang i sin karriere. Angriberen har før Nations League-kampen mod Irland spillet 140 minutter og scoret et enkelt mål i sine første syv landskampe.

Mod irerne bliver Dolberg flankeret af Yussuf Poulsen og Martin Braithwaite på kanterne.

Bag dem bliver det Pione Sisto, som i skadede Christian Eriksens fravær skal varetage pladsen som offensiv midtbanespiller. Dermed rykker Sisto væk fra sin normale position som venstre kant.

Det fremgår af Danmarks startopstilling.

I maskinrummet skal Lasse Schöne og Thomas Delaney tage kampen op mod de hårdføre irere, som jagter revanche for sidste års 1-5-playoffnederlag til Danmark på samme stadion.

I forsvaret spiller Åge Hareide atter med Jens Stryger Larsen og Henrik Dalsgaard på de to backpladser, mens Simon Kjær igen har fået Mathias "Zanka" Jørgensen som makker i midterforsvaret foran Kasper Schmeichel.

Dermed ser Danmarks holdopstilling ud som følger (4-3-3):

Kasper Schmeichel - Henrik Dalsgaard, Simon Kjær, Mathias "Zanka" Jørgensen, Jens Stryger Larsen - Lasse Schöne, Thomas Delaney, Pione Sisto - Yussuf Poulsen, Kasper Dolberg, Martin Braithwaite.

Irland satser på, at hurtige folk som Shane Long og James McClean skal løbe om kap med Danmarks forsvar. Martin O'Neill har valgt følgende 11 spillere (3-5-2):

Darren Randolph - Richard Keogh, Shane Duffy, Kevin Long - Cyrus Christie, Jeff Hendrick, Callum O'Dowda, Harry Arter, Matthew Doherty - James McClean, Shane Long.

Kampen begynder klokken 20.45.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.