Kasper Fisker måtte medicinere sig ud af mørk tilstand

Brøndby-spilleren Kasper Fisker røg langt ned på grund af en slem knæskade og måtte have hjælp fra medicin.

Kasper Fisker er atter kampklar for Brøndby, men han har været igennem en lang og svær periode. (Arkivfoto)

Kasper Fisker er atter kampklar for Brøndby, men han har været igennem en lang og svær periode. (Arkivfoto)

FODBOLD:I august 2019 pådrog Brøndbys Kasper Fisker sig en slem korsbåndsskade. Den førte til mange smerter, en ekstra operation lige før coronakrisen og en meget svær periode for den 32-årige midtbanespiller.

Med kontraktudløb 30. juni denne sommer var udsigterne alt andet en gode for Fisker, som i et interview med Spillerforeningen fortæller, at han måtte tage medicin for at holde sig ovenpå.

- Jeg har været et meget mørkt sted i forhold til min karriere. Jeg har døjet rigtig meget med mit ben og har haft mange smerter. Og jeg har været et halv - hvis ikke helt - depressivt sted. Primært på grund af smerter og søvnmangel, siger han til spillerforeningen.dk.

Han fortæller, at det var meget svært for ham at skulle lade sig medicinere.

- I forhold til min depressive periode har jeg taget en masse medicin. Faktisk antidepressiv medicin og sovemedicin. Det var hårdt at erkende, at man skulle tage det, lyder det fra Kasper Fisker.

- Jeg havde meget svært ved, at jeg skulle dope mig med medicin, så det var svært mentalt at skulle gøre det. Jeg fik ikke antidepressive på grund af depression, jeg fik det på grund af nervesmerter. Det er væsentligt at notere sig.

- Men det var hårdt for mig at acceptere som sportsmand, at man skulle tage så meget medicin for at sove og for at komme igennem dagen, synes jeg.

Midtbanespilleren er nu klar til at spille kampe igen, og kontraktforlængelse med en måned grundet coronapausen gavner formentlig ham mere end mange andre spillere.

- Det betyder, at jeg i min situation, hvor jeg står med kontraktudløb, får chancen for at spille færdig og får en større chance for at spille mig til en ny kontrakt eller vise andre klubber, hvad jeg kan, forklarer han.

Fisker kom til Brøndby i sommeren 2017 og har optrådt 64 gange for klubbens bedste mandskab.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.