Kasper Hjulmand: Ikke kun en tvekamp om sølv

Kasper Hjulmand mener, at andre end FC Nordsjælland og Randers FC byder sig til i sølvkampen.

Kasper Hjulmand: Ikke kun en tvekamp om sølv

Randers FC slog søndag SønderjyskE, mens FC Nordsjælland mandag hev en 3-1-sejr i land mod FC Midtjylland.

Dermed er de to hold stukket af i kampen om sølvmedaljerne, men FCN-træner Kasper Hjulmand mener, at andre også kan nå at blande sig.

- Vi har ni point ned til OB på fjerdepladsen, men jeg ser det endnu ikke som en duel mellem os og Randers FC, for både OB og AaB kan sagtens ramme en stime af gode resultater, siger Hjulmand.

- Randers FC imponerer mig virkelig, de ser konstante og skarpe ud, ikke mindst defensivt. Men vi har en vigtig kamp i Aalborg torsdag, hvor vi kan øge afstanden til dem til fire point, siger han.

Træneren var godt tilfreds med mandagens sejr over FC Midtjylland, som ellers chokstartede med et mål efter 159 sekunders spil.

- Vi startede egentlig godt, selvom vi tidligt kom bagud. Modsvaret kom også hurtigt, og især i anden halvleg var vi i fuld kontrol, så sejren var aldrig for alvor i fare, siger Hjulmand.

Morten Nordstrand kom for anden gang i træk på tavlen, og målræven ser for alvor ud til at have fundet formen.

- Det går godt lige for tiden. Jeg nyder at spille sammen med de her gutter, og når man både scorer og vinder, kan det ikke være meget bedre, siger Nordstrand.

Med mandagens sejr er FC Nordsjælland oppe på 19 hjemmekampe i træk uden nederlag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden