Fodbold

Kasper surfede sig til biografbilletter

BROVST:10-årige Kasper Imer, Brovst, var blandt de 13 heldige vindere i de nordjyske børnebibliotekers web-quiz. Kasper vandt to billetter til den nye Harry Potter-film. Blandt de andre fantasifulde gevinster i konkurrencen var en dag blandt tremmerne i Zoo, en klipning og billetter til AaB-hjemmekamp, en dag blandt krigsskibe og søfolk samt en dag som radiojournalist. I alt 383 børn i alderen 9-12 år deltog i konkurrencen. Heraf var kun ni fra Brovst. For at være med i quiz'en skulle børnene først have deltaget i en internet-introduktion på biblioteket, hvor de lærte at finde rundt på hjemmesiden www.dotbot.dk. Via hjemmesiden skulle de så senere besvare 18 spørgsmål, og det gjorde Kasper. Han skulle blandt andet finde ud af, hvad spillet på Asterix' hjemmeside hedder, hvilket rygnummer fodboldspilleren Michael Silberbauer har, og hvad den danske rekord i kaninhop er. Kasper besvarede spørgsmålene hjemme fra familiens egen computer. Han har tidligere brugt internettet til at finde spil, fortæller han, og har har også prøvet at søge oplysninger på nettet om fisken havtaske til en skolestil. Med bibliotekets undervisningsprogram har han nu lært at søge efter sider på nettet og i det hele taget at bruge nettet rigtigt, og det er han yderst tilfreds med, fortæller han. Kasper er meget glad for at sidde ved computeren, og endnu er det spillene, som trækker mest. Hans og vennernes yndlingsspil er Runescape. Derhjemme er der rift om skærmen. Både storesøsteren og faderen bruger den også, og en gang imellem får Kasper besked på, at nu har han siddet der længe nok. Men Kasper er dog ikke nogen computernørd. Han har også mange andre ting, han fylder tiden med: Spejder, badminton, svømning og fritidsklubben Krudtuglen, får han fortalt, inden han styrter hjem for at bage vanillekranse.