Mou

Kasper vrider håndtaget rundt

14-årige Kasper Koldsgaard fra Fjerritslev kan se tilbage på en yderst tilfredsstillende speedwaysæson, som har budt på både VM, EM, DM foruden et klubmesterskab.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det 14-årige speedwaytalent fra Fjerritslev, Kasper Koldsgaard, omgivet af sit faste team, fra venstre: træner Kenny Lundtoft, far Hans Koldsgaard, mekaniker Flemming Christensen og hovedsponsor Klavs Poulsen fra Sparekassen Thy Frøstrup.

I klassen 80 cc er Kasper nu blandt de 10 bedste i Danmark. Ved årets VM i Polen placerede Kasper sig som nummer 17, og i semifinalen til EM blev han nummer seks og dermed lige på vippen til at fortsætte i finalen. 2012 byder på EM i Polen, VM i Sverige, NM i Norge foruden DM, som ikke er placeret endnu. Kasper begyndte sin karriere for fem år siden i Brovst Speedway Club. Efterhånden som han rykkede op, måtte han kigge sig om efter en ny klub, da den lokale speedwayklub ikke stiller hold i 1. division i 80 cc. Valget faldt på Herning Speedway Klub. - Jeg træner mindst to gange om ugen. En gang i Herning og en gang på Brovst Speedway Clubs bane i Mou Kær, og fra april er der mindst en match i hver weekend, fortæller han. Til daglig går Kasper i 8. klasse på Fjerritslev Skole .