Kasse- dame hevet i håret

Aalborg 30. september 2002 08:00

AALBORG: En 23-årig kvinde slipper med en betinget dom for vold, selv om hun har hevet en kassedame i håret og slået ud efter hende. Den dømte var tidligere i år på indkøb i en tøjbutik i Aalborgs midtby, hvor hun blev genkendt som tidligere butikstyv. Det skyldtes, at kassedamen kender tiltalte fra anden sammenhæng, og derfor lagde hun mærke til hende. Kassedamen spurgte herefter sin chef, om kunden måtte handle i butikken nu, hvilket chefen svarede nej til. Derfor blev kunden på vej ud af forretningen stoppet og fik at vide, at hun ikke skulle vise sig igen. Det blev tiltalte så fortørnet over, at hun gik til angreb på kassedamen, da de to senere på dagen mødtes ved den samme bybus på Nytorv. Tiltalte forklarede i retten, at han hun havde følt det urimeligt og ydmygende, at hun skulle konfronteres med et butikstyveri fra foråret 2000. Begået på et tidspunkt hvor hun oven i købet havde personlige problemer. Inden det var kommet til korporligheder ved busstoppestedet havde tiltalte brokket sig højlydt til kassedamen, som omvendt forsvarede sig med, at hun blot havde passet sit arbejde. Tiltalte modtog afgørelsen, som blev gjort betinget uden straffastsættelse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...