Kasseapparaterne snurrer

KØBENHAVN:Modetøj til mænd, shampoo og lækre cremer ryger over disken som aldrig før i de danske butikker. Sidste år steg butikkernes omsætning med rekordhøje 5,6 procent. Og kasseapparaterne snurrer lystigt videre. To ud af tre virksomheder i detailhandlen regner med at sælge flere varer i år end sidste år, viser en ny prognose fra erhvervsorganisation HTSI, der har 13.000 medlemsvirksomheder inden for handel, transport, service, it, medico og turisme. Prognosen konkluderer, at forbrugsfesten ser ud til at fortsætte i hvert fald året ud. I årets første tre måneder var der lige så stor travlhed i butikkerne som i de travle juledage i december, og både store og små butikker regner med, at tendensen vil fortsætte. På den baggrund anslår HTSI, at butikkernes omsætning vil stige med 4,0 procent i år. - Prognosen viser, at optimismen blandt HTSI’s medlemsvirksomheder er stigende. Næsten to tredjedele af virksomhederne forventer en stigende omsætning i 2006. Sidste år var det blot omkring halvdelen, siger cheføkonom i HTSI, Jens Brendstrup. Optimismen er størst blandt de store forretninger - der omsætter for over 40 millioner kroner om året. Her forventer tre ud af fire, at salget vil stige. Det er især modetøj for mænd, der står i høj kurs hos kunderne. Sidste år steg salget af herretøj med 19 procent. På andenpladsen kommer materialistbutikkerne, der har øget omsætningen med 16 procent. På lidt længere sigt bliver det dog svært at holde dampen oppe for butikkerne, vurderer Jens Brendstrup. Næste år spår HTSI således, at butikkernes omsætning vil stige med to procent - eller kun halvt så meget som i år. Kombinationen af højere renter, mindre prisstigninger på huse og lavere effekt af skattestoppet, vil dæmpe forbrugslysten generelt. - Væksten i privatforbruget har toppet. Vi har allerede observeret et fald i salget af nye biler, hvilket er et af de første tegn, siger Jens Brendstrup./ritzau/