Kassen smækkes i

Spar Nord skærer ned på de kontante beholdninger i afdelingerne efter bølge af røverier i Himmerland

Røverier 12. september 2002 08:00

TERNDRUP: Kunderne i Spar Nord må belave sig på, at de for eftertiden ikke bare kan gå ind i en afdeling og hæve alle deres kontanter på bankbogen. Hvis man skal have udbetalt mere end 10.000 kr. kontant, skal de nu bestilles senest dagen i forvejen. Det er følgen af en de skærpede sikkerhedsregler, som Spar Nords ledelse netop har indført efter en ualmindelig styg bølge af bankrøverier i Himmerland. Fire afdelinger af Spar Nord er blevet udsat for røveri alene i år, og alle fire hører under et og samme område, Lokalbank Terndrup, som i alt består af seks afdelinger. Direktøren i Lokalbank Terndrup, Anders Jensen, var selv til stede under det seneste røveri, som i torsdags netop gik ud over banken i Terndrup. - Det er os, der er ramt. Det bekymrer os noget, at røverierne sker lige nøjagtigt her i området, siger Anders Jensen, som direktionen af samme grund har givet opgaven med at fortælle om bankens nye generelle sikkerhedspolitik. Først og fremmest skal afdelingerne fra nu af ikke ligge inde med så mange kontanter. - Kontantbeholdningerne bliver nedbragt væsentligt. Vi oplyser aldrig, hvor mange penge vi har liggende, men det bliver betydeligt færre i fremtiden, siger han og forklarer, hvorfor offentligheden heller ikke har fået at vide, hvor mange penge røverne fik med fra Terndrup i torsdags: - Af principielle årsager og efter opfordring fra Finansrådets sikkerhedsudvalg har vi indført den nye politik, at vi ikke oplyser udbyttet. Det besluttede vi allerede efter røveriet i Klarup i juli. Desuden overvejer Spar Nord at installere tidslåse, så bankboksene først åbner sig med en forsinkelse på 10-15 minutter. Men Spar Nord appellerer også til omverdenens hjælp mod røverierne. - Antallet af røverier stiger, og vi er ikke i tvivl om, at politiet gør en stor indsats for at opklare dem og andre forbrydelser. Men vi ved også, at politiet mangler ressourcer, og måske var det på tide, at politikerne vågner op og bevilger flere penge, siger direktør Anders Jensen. Spar Nord har også sammen med Finansrådet et brændende ønske om, at Folketinget vedtager en lovændring, så det bliver tilladt at videoovervåge fortovet uden for et pengeinstitut. Det er ofte først her, at røvere maskerer sig. - Flugtbilen er for det meste også i nærheden, så vi mener, at en videofilm fra indgangen kunne give politiet mere farbare spor efter et røveri. Desuden kunne det virke forebyggende, siger Anders Jensen, som ikke er bange for, at mere overvågning er med til at optrappe grovheden af røverierne: - Nej, men hvis vi forskanser os, kan det selvfølgelig optrappe volden, og det er vi under ingen omstændigheder interesserede i. Det, det gælder om, er at beskytte medarbejdere og kunder. De fire røverier i Lokalbank Terndrups afdelinger blev overværet af i alt 25 medarbejdere og 10 kunder. - De er alle meget berørte af den uhyggelige oplevelse. Når man arbejder i et pengeinstitut med kontanter, er man selvfølgelig klar over risikoen for røveri, og det er vi også uddannet til at håndtere. Men det er jo ikke noget, man tænker over til daglig. Pludselig står man bare midt i det, siger Anders Jensen, som oven i købet har haft oplevelsen én gang før - for 15 år siden. Spar Nord yder altid førstehjælp efter røverier, og både medarbejdere og kunder tilbydes med det samme psykologhjælp. - Trods det får man altid sår på sjælen. Man kan være psykisk berørt af det i meget lang tid efter, siger Anders Jensen. Forsikringsselskabet får derfor ikke bare oplyst det røvede pengebeløb. Også de potentielle psykiske arbejdsskader anmeldes straks efter et røveri. En skade kan vise sig flere år senere, og så skal dokumentationen være i orden. Direktør Anders Jensen håber også, at almindelige borgere vil hjælpe bankerne med at bekæmpe røverierne. - Det er vigtigt, at befolkningen i det hele taget observerer, hvad der sker, og fortæller det til politiet. De kan jo ikke selv stå på hvert gadehjørne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...