Kast ikke budbringer på bålet

PLEJESKANDALE Der fulgte mange kommentarer, betragtninger og forklaringer i kølvandet på tv-billederne fra det københavnske plejehjem Fælledgården. En yngre, kvindelig journalist kunne direkte fra gaden få job på stedet som plejeassistent. Under sine to måneder på jobbet optog hun med smug-kamera en række scener om forholdene på hjemmet.

Det var oprørende billeder af et personale, som foretrak kaffepauser frem for omsorgsarbejde, en afsløring af uhumske hygiejne forhold. Og af omgangsformer, der var fjernt fra de holdninger der må være forventelig når der tages hånd om svagelige og ældre medmennesker. Det kom der er debat ud af. For det var samvittighedsvækkende oplevelser, der kom på skærmen. Om det så også er en debat, der resulterer i ændringer med menneskeliggørelse af forholdene og de saneringer, der er behov for først og fremmest på Fælledgården – men formentlig også andre steder – er et andet spørgsmål. For nok var det chokerende, det vi blev vidner til. Men nyt var det ikke. Og slet ikke for alle de myndighedsinstanser – den administrative såvel som den politiske ledelse i Københavns Kommune. For gang på gang har de fået leveret dokumentation for tingenes tilstand. Derom kan der læses i utallige mødereferater, hvor et trængt personale har forklaret deres magtesløshed med ord og beskrivelser, der burde have gjort indtryk, f.eks. på en mødedeltagende socialborgmester. Måske skulle der bare billeder og lyd på for at tydeliggøre? Alligevel har mange af reaktionerne været beskæmmende. Aldrig så snart plejehjemslederen var sat i suspension, før vi fik den konstituerede efterfølger på skærmen - med udtalelser om hvor tarveligt det var, at tv-optagelserne havde fundet sted. Straks efter fulgt op af formanden for Fælledgårdens bestyrelse med en lige så skarp afstandtagen fra afsløringerne. I sandhed to riddere af bedrøvelige skikkelser. Andre fulgte trop. Et af de mere bemærkelsesværdige indlæg kom fra en pensioneret, flittig ordskvadronør, der i et læserbrev her i avisen (30.5.) betegnede journalisten bag dokumentationen for ”et nævenyttigt menneske”, der havde snydt sig til at få ansættelse på Fælledgården. Han kalder hende derfor uansvarlig – og konkluderer, at alene kommunerne har forstand på at lede og foretage den nødvendige kontrol. I det hele taget synes Karl Maksten, at den tone, der blev brugt, var et forståeligt frisprog. At der også var lort på gulvene, kalder han ”mindre behagelige efterladenskaber”, som selvfølgelig klares ”også uden uprofessionel indblanding med skjult kamera og mikrofon”. Som altid blev det til, at budbringeren skal kastes på bålet. Vi har brug for, at ”de nævenyttige” budbringeres afsløringer! At der følges op med andet end forargelser og vrede. Rapporter, nye regler og kontrolforanstaltninger gør det heller ikke. I tilfældet Fælledgården véd vi, at alle rapporter og kontrolbesøg har haft nul-værdi. Ingen har reageret. Ingen har påtalt. Ingen har skredet ind. Det bør understreges, at der naturligvis er mange i ældre- og plejesektoren der på forbilledlig måde lever op til ansvar og opgaver under vanskelige forhold. Og det skal tælles med når det sande billede skal tegnes af forholdene for vore ældre.. Men når der kikses, når der svigtes, skal det hverken forsvares eller forklares som udtryk for ældrebyrdens besværligheder og samfundets økonomiske uformåenhed. Når det oplyses, at et plejepersonale bruger 60-70 pct. af arbejdstiden til møder og konferencer, er det udtryk for en utrolig ”kultur” med svigtende indsats til følge. Så har man bureaukratiseret langt ud i det vanvittige. Der er brug for anstændighed. Der er brug for at samfundet – og det er dig og mig! – tager ansvar. I den vinkel gjorde journalisten, der optrådte under dække, en fortjenstfuld indsats. [ Bent Øberg, Fasanvej 4, Aalborg, er journalist. E-mail: bent@oeberg.dk.