Kastanietræet fejret for 20 år

BRØNDERSLEV:Kastanietræet midt på gårdspladsen på Vildmosemuseet på Paukjærgaard i Brønderslev, fyldte i går 20 år. Det er Sct. Georgs Gildet i Brønderslev, der har plantet træet. Det blev plantet, mens Sct. Georgs Gildet havde til huse på Paukjærgaard. Det havde gildet i øvrigt frem til 1989. Museet er netop åbnet. Der kom omkring 200 på åbningsdagen, hvor flaget gik til tops, og hvor Sangkoret Frejdig underholdt. Der var mange, der beundrede de ny udstillinger. - Vi har udvidet legetøjs-udstillingen, og det er helt i tråd med den regionale kulturaftale, som Brønderslev Kommune og Nordjyllands Amt har indgået. Denne aftale fastslår, at der skal gøres mere for børn. De er de kommende brugere, og de skal også gerne have oplevelser på museerne. - Ligeledes er Paukjærgaards historie udvidet. Siden 1984 har Vildmosemuseet haft til huse på Paukjærgaard. Frem til 1989 delte Vildmosemuseet stuehuset med Sct. Georgs Gildet. Museet har åbent hver dag med undtagelse af lørdag. Der arbejdes på levendegørelsen, der finder sted i weekenden 2.-3. august. Sankthansaften bliver der også et arrangement med spidstegt gris og musik. Det arrangement er i samarbejde med FDF-kredsen i Brønderslev. Der bliver også bål.