Ishockey

Katastrofal tredje periode

AaB's finske målmand kostede dyrt på et tilsyneladende ufarligt skud fra Stefan Lassen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

JUBEL hos AaB efter en scoring mod Herning.Foto: Jens Morten

AaB Ishockey Herning 2-4 ISHOCKEY, DM-KVARTFINALE, 2. KAMP Af Søren Olsson soren.olsson@nordjyske.dk AALBORG: Det var AaB's store chance for at udligne til 1-1 i serien imod Herning, men en katastrofal tredje periode sendte i stedet serien i hænderne på de forsvarende mestre. Først floppede en ellers stærk Joni Puurula på et ufarligt skud fra Stefan Lassen, der dermed kunne gøre det til 2-2. Og så viste Hernings førstekæde endnu engang sin farlighed blot 33 sekunder før tid, da Jeff Campbell med sit andet mål i kampen bragte gæsterne foran. Så betød det mindre, at Linus Fagemo kunne score i tomt mål til 4-2 i allersidste sekund. AaB'erne tacklede ellers væsentligt mere igennem, end det var tilfældet i den første kamp i Herning, og Hernings førstekæde blev holdt langt bedre i skak, men igen viste de forsvarende mestre deres styrke i den afgørende periode. Katastrofalt drop Det var næsten ironisk, at Joni Puurula skulle koste så dyrt, for den finske målmand havde været sikkerheden selv i de to første perioder med masser af flotte redninger. Men han så virkeligt skidt ud på skuddet fra Stefan Lassen. Og i den afgørende fase viste Herning lige den tand bedre skøjteløb og teknik, der kunne afgøre kampen. Desuden blev AaB ramt af en del udvisninger i sidste periode, mens Herning helt slap for ture i straffeboksen. AaB fik ellers en drømmestart på kampen, da Roman Vopat sendte pucken i nettet allerede efter 58 sekunder i en situation, hvor Hernings normalt usvigeligt sikre keeper Timo Leinonen ikke så alt for godt ud. Et ikke specielt farligt slagskud fra Thomas Reinert fik han kun halvklaret, og fra en halvspids vinkel kunne Roman Vopat uden problemer sende riposten i nettet. Målet til 2-0 faldt i et powerplay, hvor Herning så væsentligt mere passive ud, end de gjorde i den første kamp, og helt inde under mål kunne Alexandre Jacques sætte pucken op i nettaget. Men i anden periode fik Herning langt bedre fat, og der blev for alvor lagt pres på AaB-målet. Kun en enkelt gang formåede gæsterne dog at score, da Jeff Campbell i to omgange fik sendt pucken forbi Puurula i et powerplay. I tredje periode svingede spillet frem og tilbage de første ti minutter, og Ronny Larsen fik blandt andet vist prøver på sin gammelkendte teknik - uden dog at have held med at passere Leinonen. KAMPFAKTA: Periodecifre: 2-0, 0-1, 0-3. Mål: 1-0 Roman Vopat (0.58 minut), 2-0 Alexandre Jacques (14.26 minut), 2-1 Jeff Campbell (27.43 minut), 2-2 Stefan Lassen (51.48 minut) 2-3 Jeff Campbell (59.27 minut) 2-4 Linus Fagemo (59.59 minut) Udvisninger: AaB Ishockey 7x2 minutter, Herning 4x2 minutter. Dommere: Casper Christensen og Ronnie Jakobsen Tilskuere: 1.533.