Katastrofe-år for Brugsen i Vegger

Der skal ske store ændringer, hvis butikkens fremtid skal sikres

Daglig Brugsen i Vegger er en butik i krise. Både overskud og omsætning er sat over styr på blot et år.  Der skal handles nu for at redde butikken, mener bestyrelsesformand Ytting Nielsen. foto lars pauli

Daglig Brugsen i Vegger er en butik i krise. Både overskud og omsætning er sat over styr på blot et år. Der skal handles nu for at redde butikken, mener bestyrelsesformand Ytting Nielsen. foto lars pauli

VEGGER:Det var sorte skyer, der hang over Vegger under Daglig Brugsens generalforsamling. Her kunne bestyrelsen nemlig gøre status over et år, der mildest talt har været katastrofalt. Et markant fald i omsætningen på hele 1,2 mio. kroner og et underskud på 62.000 kroner er de barske realiteter for den lille forretning. - Det er det værste år, jeg kan huske i de 13 år jeg har været med. Det er særdeles utilfredsstillende, siger bestyrelsesformand, Ytting Nielsen. Det dårlige resultat er kulminationen på en årerække, hvor overskuddet lige så stille er svundet ind. Sidste havde Daglig Brugsen således et overskud på 18.000 kroner, og hvordan både overskud og omsætning er sat over styr på bare et år, har bestyrelsen stadig svært ved at forstå. - Vi har selvfølgelig talt om, hvorfor det er gået så galt. Det kan være fordi, at er ved at blive ramt at de store indkøbscentre. Vi ligger trods alt kun 12 km fra Aars, og der er jo mange mindre butikker der lukker i tiden. Derfor kræver det virkelig en indsats fra både personale og uddeler, hvis vi skal overleve, siger Ytting Nielsen der gerne vil advare om, at selvom der stadig er et stykke vej til kistebunden, så er Daglig Brugsens fremtid langt fra sikret. - Vi har stadig en egenkapital på et par millioner, men vi er nødt til at gøre noget nu, hvis der fortsat skal være en Brugs i Vegger. Og mister vi butikken, så går det jo ud over hele byen, siger Ytting Nielsen. Mindre personale Bestyrelsen har da også reageret prompte på den økonomiske krise. Uddeleren har fået besked om, at han i fremtiden skal trække det store læs, og samtidig bliver det nemlig nødvendigt at skære ned på personalet for at holde omkostningerne nede. - Vi bliver nødt til at have færre medarbejdere, når omsætningen falder. Og derfor har vi fortalt uddeleren, at han skal arbejde nogle flere timer, for at få rettet op på det her, siger bestyrelsesformanden. Daglig Brugsen derudover tilkaldt forstærkning fra FDB for at få rettet skuden op. Brugsen har nemlig allieret sig med en konsulent, der skal komme med gode råd til, hvordan økonomien kan stabiliseres. - En anden omkostning vi skal have kørt ned er varelageret. Vi har alt for mange varer i butikken i forhold til vores faldende omsætning, så derfor samarbejder vi med en konsulent om at få styr på tingene, siger Ytting Nielsen. Byen må stå sammen Men det vigtigste redskab til at redde Daglig Brugsen i Vegger er kunderne, forklarer Ytting Nielsen. - Jeg vil da gerne opfordre til, at alle støtter op om Daglig Brugsen, hvis der fortsat skal være en butik i byen, siger han. - Men vi skal også have undersøgt mulighederne for at lave nogle nye tiltag, der kan tiltrække flere kunder. F.eks. en torvedag eller lignende, tilføjer Ytting Nielsen. Og opgaven med at rette op på butikkens økonomiske situation bliver igen lagt i hænderne på den samme bestyrelsen. Der var således genvalg til formand Ytting Nielsen samt Vagn Larsen og Grethe Michelsen.