EMNER

Katastrofen blev afværget

Stort selskab havde netop forladt Viking, da brand udviklede sig lynhurtigt

SÆBY:Torsdag var dagen derpå for Ina og Steen Fabricius - ejere af Hotel Viking. En blanding af chok, træthed og lettelse prægede stemningen, da NORDJYSKE lagde vejen forbi dagen efter en brand, der kunne have udviklet sig katastrofalt, men heldigvis endte med ”kun” af forårsage materielle skader. - Vi er rystede og kede af det. Da jeg stod foran hotellet og så røgen vælte ud alle steder, var det helt uvirkeligt. Jeg tænkte:Det her kan ikke være rigtigt. Det var som en ond drøm, siger Ina Fabricius. Branden udviklede sig eksplosivt og kunne have haft tragiske konsekvenser. - Vi har heldige. Hotellet var tomt, da branden opstod. Men blot en time forinden havde vi tjekket et stort selskab ud, fortæller Steen Fabricius. Lugtede af røg Ejerparret og hotelpersonalet opdagede branden, da der begyndte at lugte af røg. Branden blev hurtigt lokaliseret til et rum i kælderen. - Jeg tog en skumslukker og sprøjtede ind i røgen på må og få, men det gik hurtigt op for mig, at det var håbløst. Der var ikke noget at gøre. I katastrofefilm ser man tit, at en brand udvikler sig over flere timer. Men sådan er det slet ikke. Det går lynhurtigt. På fem minutter var hele hall-området fuld af tyk røg, og der var ikke andet at gøre end søge ud i det fri, siger Steen Fabricius. Rummet, som branden opstod i, var ved at blive indrettet til opbevaring af gæsternes golftasker- og udstyr. I rummet var ruller med linoleum, hvilket muligvis er årsagen til den voldsomme røgudvikling. Ganske tæt på det sted, hvor branden opstod, ligger hotellets teknik-rum. Ingen varme og el Det blev desværre slemt beskadiget, og torsdag var der hverken varme eller strøm på hotellet, og telefonerne virkede heller ikke. I går, torsdag, skulle hotellet have haft seks selskaber med omkring 300 mennesker i alt. Arrangementerne blev flyttet til andre hoteller og restauranter og kunne gennemføres. I den kommende weekend var hotellet helt booket op, og i alt 700 mennesker skulle have deltaget i arrangementer, der nu er flyttet til Sæby Søbad og Hotel Jutlandia i Frederikshavn. Hvornår Viking genåbner, lå torsdag endnu ikke helt fast. Det afhænger af, hvor mange mennesker forsikringsselskabet vil sætte til at rydde op og gøre rent på hotellet. - Der er ikke meget, der er brændt. Men der er store røgskader. Derfor handler det primært om rengøring, rensning og malerarbejde, siger Ina Fabricius, der satser på at kunne starte i det små allerede i weekenden 7.-8. november. - Vi har jo solgt 2.500 julefrokoster, som hun siger. I øvrigt tyder meget på, at brandårsagen ikke er to 6-årige drenges leg med ild, som ellers var den første teori. Politiets teknikere arbejdede i går efter avisens deadline på at fastlægge brandårsagen. De materialle skader på hotellet er i øvrigt gjort op til seks mio. kroner.