Katastrofen ved "Daphnes"

I bogen "Daphnes forlis - julen 1862" udgivet af Skagen Fortidsminder har vi fundet denne beretning. Skagen: Anden juledag er den eneste dag i året, da man på Skagen næsten udelukkende tænker på fornøjelser. De fattige fiskere og deres familier glæde sig længe i forvejen til denne festdag; om aftenen genlyder byen af musik, sang og dans, og dette vedvarer til næste morgen. Ifølge gammel skik og brug skal hver bådsejer anden juledag gjøre et såkaldet fiskergilde, for samtlige fiskere med familier, der i det forløbne år have været i hans fiskerselskab; på denne gode, gamle skik, der har noget patriarkalsk ved sig, holde fiskerne stærkt, og de ser skævt til, når bådsejeren søger at frigøre sig for sin forpligelse, ved at betale hver fisker en lille dusør. Gæsterne bliver ikke alene godt beværtede den aften, men ved afskeden forsynes de rigeligt med kage og andre fødevarer, der tages med til hjemmet. Det er en stor glæde, at overvære et sådant fiskergilde. Alt er renligt og propert, en hvid dug er bredt over det store, umalede bord, som er besat med ølkruse og lerfade til tobak og kridtpiber, til gæsternes afbenyttelse. De gamle spiller kort, medens de unge dansede og børnene lege; længere hen på natten svinger de gamle sig også omkring efter spillemandens fiol. Beværtningen er solid og rigelig; alt ånder fred og glæde - ingen tænker på, hvor kort et spring der er mellem glæden og sorgen, mellem livet og døden. Således var det sidste anden juledags nat også hengået på Skagen, folkene havde taget afsked fra gilderne og begivet sig hver til sit, børnene og konerne sov, medens mændene endnu opholdt sig udenfor, for at afvente daggryet og dermed den frie udsigt over kysten. Stormen havde raset voldsomt om natten, hav og himmel havde stået i et, nu faldt vejret noget af, medens skagboerne, oppe fra de forskellige høje klitter, spejdede omkring, for at forvisse om at intet skib var kommet til ulykke. Røre i Østerby Pludselig blev der røre i Østerby, der løbes fra hus til hus, vogne jager afsted og et øjeblik efter er alle på benene og på vejen til nordstranden, hvor der er set et skib at strande og derefter kappe masterne. Ved det på nordstranden liggende hus, hvori redningsbåden opbevares, hersker den største travlhed. Båden står på sin vogn rede til at køres bort. Hestene kommer og spændes for, og i stor hast jager de afsted, det er, som de vidste, at menneskelivs redning beror på deres hurtighed. Men båden følger opsyns timer. Der gives signal fra land om at opgive forsøget for at foretage et nyt. "Den gamle Jens Christian" lader sig ikke sådan afskrække, han vil ikke give tabt, før det kniber, men endelig kan mandskabet ikke arbejde længere, båden vender om mod land, i næste øjeblik står den på stranden. Da de skibbrudne så båden vende om, opfyldte de luften med nødskrig. Nu afbrydes stilheden på stranden, hurtigt bliver båden atter sat på sin vogn og kørt tilbage vesterpå til et nyt forsøg. Mandskabet hælder vandet af de lange støvler og bereder sig til næste dyst. Spøgen fra i morges har tabt sig, man hører kun alvorsord, og af og til beklagelser over træthed og udmattelse, desuagtet er der ikke tale om andet, end at de nye forsøg øjeblikkeligt skal iværksættes. Båden er allerede kørt, mandskabet kommer efter, men det går ikke så hurtigt. "Den gamle Jens Christian" iler foran, men han må ofte se sig tilbage, en af hans folk kan ikke følge med, hans kræfter ville ikke stå ham bi. Bådens opsynsmand der har samlet sin erfaring i livets praktiske skole, fatter øjeblikkets betydning og fare, og opstiller allerede raketbukken, for i fornødent fald i hast at kunne gøre brug af en raket, og derved redning; trende raske sønner hjælper ham og snart er det i orden. De øvrige tilstedeværende er heller ikke ledige; en fiskerbåd er bragt tilstede og bemandet, den holder sig rede til at gå ud, om det bliver nødvendigt. - Nu er alle forberedelserne truffet; den fungerende politimester gør mandskabet opmærksom på, at hvis der er nogle blandt dem, der ikke har kræfter til at være med ved det nye forsøg, er der ingen skam i at træde tilbage, idet deltagelsen i så fald lettere kan skade end gavne, og der er folk nok tilstede, som med friske kræfter kunne indtage deres plads. Fire mænd benyttede sig af dette tilbud, og straks er de erstattet med frivillige. Båden går nu atter ud, den er snart ved skibet, og denne gang syntes forsøget at skulle lykkedes; en bøje fra vraget er kommet ombord på båden og den haler sig nu op. En af de skibbrudne entrer ned og når lykkeligt båden, den næste er allerede på vejen, men da kommer en svær sø lige mod bådens side, den krænger over og, forinden den atter har rejst sig, kommer den næste sø, båden kæntrer og lukker sig, ligesom et stort låg, over sit ulykkelige mandskab, og den mand, der troede sig reddet, når han blot kunne nå den frelsende båd. Katastrofen Mandskabet kommer efterhånden frem under båden og søger at klamre sig fast, men den ene bølge følger den anden og skyller dem atter ned. De skibbrudne må med sorg se deres gæve redningsmænd omkomme for deres øjne medens de selv, mere end før, må tvivle på frelse. - En raket affyres nu ud mod båden, men et vindstød fører linen til side og den rammer ikke. Det hele er et minuts være; den båd, der på land holdtes rede til at ile til hjælp, kunne udsætte sig selv for en lignende skæbne, men næppe bringe redning, selv om dens mandskab havde været forvovent nok, til straks at gå ud. Vi skulle ikke fremstille de scener, der nu påfulgte, efterhånden som mandskabet kastedes bort fra båden og drev i land. Brave folk vovede sig langt ud i havet for, så snart som muligt, at gribe de forudlykkede. Kun to af ti kom levende i land; familie og venner søgte at genoplive de andre, men uden held. "Den gamle Jens Christian" havde selv i døden beholdt sin rolige mine, man kunde endnu se, at han var "formanden". Han havde i dag fået en bedre løn, end den, der kunne ydes ham af menneskerlige hænder, dersom forsøget var lykkedes. Medens de forulykkededes koner og børn endnu sov i deres hytter og drømte om den foregående aftens glæder, havde deres forsøgere fundet heltedøden; de ulykkelige måtte nu vågne til en sørgelig virkelighed, for at modtage hine brave mænds jordiske levninger. Uagtet denne skrækkelige begivenhed var dog modet ikke veget fra fiskerne på stranden. - En raket havde nået skibet, og der var bragt en trosse ud. Det ene forsøg foretoges efter det andet, den første båd reddede en mand, den anden tre mand og endelig om aftenen kl. 10, da vejret var faldet af, reddes de sidste seks mand. Således blev de skibbrudne på nær en reddede, medens otte af dem, der gjorde forsøg på at bringe hjælp, måtte lade deres liv. Foruden formanden, Jens Christian Jensen, druknede Iver Andeasen, Nils Christian Simmonsen, Anders Bruun, Thomas Pedersen, Jens Pedersen Kjelder, Christen Thomsen og Jacob Pedersen. Niels Andersen og Jens Jensen Norsk kom levende i land. Det skib der ved sin stranding bragte så megen sorg og nød over den lille fiskerby på landets nordpynt, var briggen "Daphne" af Gøteborg, ført af Captain A. F. Lindholm, på rejsen fra hjemstedet til Cette med en ladning jern og planker. Skibet stod fast på den anden revle 25 til 30 favne fra land; det er vrag; men i det mindste en del af lasten er bjærget. For at lette den store nød, som denne sørgelige ulykke har fremkaldt, idet hver af de forulykkede efterlader sig en enke, og femogtyve umyndige børn havde mistet deres fædre, samles der bidrag her i landet og i naboriget. De, som have alvor til at fremstille sig den elendighed, som otte raske familiefædres pludselige hedengang fra viv og børn må afstedkomme, samt evne og hjerte til at hjælpe, ville vistnok gribe dybt i pungen; her er nøden ikke blot uforskyldt, men fremkommen ved ædel, heltemodig foragt for faren, hvor det gjaldt om at frelse medmenneskers liv. Lars Kruse: 1828 - 1894 Lars Kruse var fører af den fiskerbåd, som reddede de sidste af søfolkene fra "Daphne". Som tak for denne indsats fik Lars Kruse og hans mænd en pengebelønning af den svenske regering. Da redningsbådens fører var druknet under redningsforsøget, blev Lars Kruse valgt til fører af redningsbåden fra januar 1863. I maj 1863 blev han benådet med "Dannebrogmændenes Hæderstegn", men det blev sendt tilbage igen af byfogeden, da han fandt Lars Kruse en uærlig mand - han havde nemlig som barn solgt et stykke drivtømmer - og det var en ulovlig handling! - og selv om Lars Kruse fra 20 års alderen udførte mange rednings bedrifter som fører i egen båd og senere med redningsbåden, forblev han i myndighedernes øjne "uærlig". Skønt loven blev ændret i 1868, og han derved kunne få æresoprejsning, tænkte ingen på at give ham hæderstegnet. Først da Holger Drachmann i 1879 skrev en bog om Lars Kruse og den uret, som var overgået ham, blev der røre om sagen - og han fik udleveret sit hæderstegn i 1882 - 18 år efter han var blevet det tildelt. På grund af de skriverier, der havde været om Lars Kruse, blev der i 1880 samlet penge ind til en hædersgave til ham - et flot sølvkrus med inskriptionen: Ydmyg i Ordet Stolt i sin Daad Kristen i Gerning Mand i sin Baad. I de år, Lars Kruse var fører af redningsbåden, var han med til at redde 180 mennesker. Den sidste besætning han reddede, var fra evertgaleasen "Gesiene" af Bremen - hvor det lykkedes at redde hele besætningen. Få dage efter var han ude at fiske, en kraftig dønning fik båden til at kæntre - og sammen med en ung fisker druknede Lars Kruse den 9. marts 1894.